18/08/2026
Svar skyldig
Mange, herunder undertegnede, betragter Vejdirektoratets svar på Høsterkøb Grundejerforening klage over støjskærmene på Helsingørmotorvejen for i bedste fald at være ansvarsforflygtigende og i værste fald for at være uartigt og nedladende. Det har jeg skrevet et indlæg om her. Tak til sn.dk for at bringe det
Teksten kan læses her:
Støjskærme: Skru ned for høreapparatet
Tak til sn.dk for den glimrende artikel, hvor Vejdirektoratet interviewes om klagerne over trafikstøj i Høsterkøb, efter der er opsat støjskærme.
Det fremgår, at Vejdirektoratet har anvendt beregningsmodeller og ikke konkrete støjmålinger, fordi man anså regulære støjmålinger for at være for dyre.
Jamen i et projekt til 75 mio. kr. kunne en støjmåling vel ikke vælte budgettet.
Når beregningerne viser mindre støj, mens nogle beboere oplever det modsatte, kan der ifølge Vejdirektoratet være flere forklaringer. En af dem er, ”at en støjskærm ikke nødvendigvis dæmper alle typer trafikstøj lige meget. Vejdirektoratet oplyser, at skærmene er bedre til at dæmpe højfrekvente lyde (personbiler), end de mere lavfrekvente lyde fra bl.a. tung trafik”.
Jamen har Vejdirektoratet mon overset, at der kommer flere og flere el-biler, som ikke støjer mekanisk?
Vejdirektoratet fortsætter:
”Når vi sætter støjskærme op, så ændrer lydbilledet sig. Det i sig selv kan trigge hjernen på forskellige måder”.
OK, lægger de mon op til, at vi skal til psykolog, fordi vores hjerner er blevet trigget? Støj er vel støj. Det næste bliver vel, at vi opfordres til at skrue ned for høreapparatet.
Derudover er dele af støjskærmen udført med gennemsigtige elementer. Nogle beboere i Høsterkøb mener, at de gennemsigtige dele kan sende mere støj i deres retning. Den forklaring kan Vejdirektoratet imidlertid ikke umiddelbart finde teknisk belæg for.
Jamen hvorfor bruger man så støjabsorberende materiale alle andre steder end lige der, hvor støjskærmene skal skygge i haverne hos dem, der har bedt om at få støjskærmene?
Og så sætter Vejdirektoratet trumf på ved at forklare, at ” Temperaturforskelle og luftfugtighed kan under bestemte vejrforhold påvirke den måde, lydbølger bevæger sig på. Det kan betyde, at trafikstøj kan høres over større afstande end normalt”.
OK, det vil så sige, at vi skal grille ude om vinteren og gå ind og lukke døren, når der er hedebølge.
- Jamen, hvorfor bruger man så støjabsorberende materiale alle andre steder end lige der, hvor støjskærmene skal skygge i haverne hos dem, der har bedt om at få støjskærmene, spørger Jesper Winther Andersen i sin reaktion på Vejdirektoratets udtalelser til Sjællandske Nyheder👇