14/05/2026
For et par dage siden skrev jeg, at jeg havde meget på hjerte i år. Og det her opslag er nok grunden til hvorfor…
I år, omkring det her tidspunkt, er det nemlig 10 år siden, jeg satte mig ind i et fly mod Chicago for at starte min violinbyggeruddannelse 🎻✈️
Dengang vidste jeg ikke helt, hvor rejsen ville føre mig hen — jeg vidste bare, at jeg måtte følge den følelse, der trak i mig.
Det hele begyndte egentlig med min bror George.
Det var ham, der plantede idéen om, at hvis jeg virkelig ville noget med violinbyggeri, så skulle jeg ikke “bare” tage en uddannelse. Jeg skulle ud i verden. Jeg skulle til USA. Han så noget i mig, før jeg selv gjorde.
I 2016 mistede jeg ham 💔 💔💔
Det blev et af de største skelsættende øjeblikke i mit liv — og samtidig noget, der på mange måder kom til at definerede min rejse videre.
For når man mister et menneske, som har været med til at forme ens retning, så begynder man også at stille sig selv nogle større spørgsmål…
Hvorfor gør jeg egentlig det, jeg gør? Hvad vil jeg gerne give videre?Og hvad betyder kvalitet egentlig for mig?
I de sidste 10 år har jeg bygget instrumenter, repareret instrumenter, mødt fantastiske mennesker og haft utallige samtaler med musikere, der leder efter noget helt særligt i deres lyd.
For mig har fokus aldrig kun været det ydre.Selvfølgelig betyder håndværket enormt meget — det gør det altid i vores familie. Vi er opdraget med, at ting skal laves ordentligt. Professionelt. Med respekt for faget.
Men mit største fokus har altid været klangen ❤️
Hvordan et instrument føles for den enkelte musiker. Hvordan det responderer. Hvordan det kan hjælpe et menneske med at finde sin egen stemme gennem musikken.
Det er dér, jeg føler, at mit arbejde giver allermest mening.
Men de sidste 10 år har ikke kun handlet om violinbyggeri. De har også handlet om at finde hjem i mig selv.
Da jeg kom hjem fra USA, gik det op for mig, at hvis jeg skulle være den bedste udgave af mig selv — både som menneske og som violinbygger — så måtte jeg også turde rydde op, starte forfra og stå ved den, jeg er.
Og midt i alt det fandt jeg Charlotte i 2023. ❤️
I dag bor vi i Kolding og har skabt en hverdag sammen, som betyder mere for mig, end jeg kan beskrive.
Når jeg ser tilbage på de sidste 10 år, så er det egentlig ikke kun en historie om violiner.Det er en historie om mennesker, relationer, tab, mod, kærlighed, rejser, håndværk og om at finde sin egen vej.
Og måske er det netop derfor, jeg har lyst til at dele mere herinde fremover. Ikke kun billeder fra værkstedet — men også tanker, holdninger og refleksioner fra mennesket bag arbejdet.
Så hvis du har fulgt med herinde gennem tiden, er jeg faktisk nysgerrig:
Hvorfor følger du med?
Er du nysgerrig på mit håndværk eller på den person jeg er og hvad jeg kommer med?
Det ville betyde meget for mig at høre 🙏
