16/07/2017
Vulkaner, riverrafting og zip-lines i tågeregnskoven Monteverde…
Costa Rica er et paradis for alle os, der elsker natur og eventyr - vi oplever overflod af frodig natur med vilde dyr til kyststrækninger med hvide sandstrande og skummende bølger, der tiltrækker massevis af håbefulde surfere. Turismen er mere organiseret i Costa Rica, end vi oplevede det i Panama - og der er i det hele taget en dejlig afslappet stemning, som altid kombineres med et stort smil og Pura Vida.
Vi ankommer først på eftermiddagen til byen La Fortuna, og noget af det første, vi ser er den store og stadig aktive konisk formede vulkan Arenal, der tårner sig op i horisonten. Efter at have slumret i 1500 år, gik den pludselig i udbrud i 1968, og 2 landsbyer blev udslettet. Indtil 2010 producerede Arenal dagligt store mængder af askeskyer, lava og eksplosioner. De sidste 20 år har vulkanen slumret, og man forventer ikke noget udbrud i nær fremtid. Siden 1995 har området omkring vulkanen været erklæret nationalpark, og der er mange restriktioner i forhold til at hike i området.
Vi hyrer en guide og tager en mindre hike tur op til et udsigtspunkt, hvor vi på den ene side kan se vulkanen Arenal, og på den anden side den store kunstige sø Laguna Arenal. Søen blev til, da dæmningen ved Arenal blev bygget i 1973, og den er nu Costa Ricas største sø - der både producerer vand og strøm til regionen.
Allerede inden vi finder sporet, har vi set 2 giftige slanger (vibers), hvor et bid vil være fatalt - de har snoet sig rundt om en gren, og vores guide pointerer, at man lige skal se efter, hvor man sætter sin fod og sin hånd på ruten. På et tidspunkt går Rebecka og Frida forrest og sludrer i sædvanlig teenage-style… og pludselig råber vores guide Alonso: Snake… og ja, der ligger den midt på stigen - pigerne er gået lige hen over den uden at opdage den :) Heldigvis var det ikke een af de giftige.
Der er naturligvis masser af hotsprings i området (bl.a. er der 12 pools på vores hotel, hvor den første pool starter på 26 grader, og så bevæger det sig op til den sidste pool, hvor vandet er 40 grader). Der er også en flod, som er åben for offentligheden, hvor vandet er 40 grader varmt. Et af de første tegn på det store vulkanudbrud i 1968 var bl.a., at temperaturen i floden steg, og at dyrene begynde at komme med af vulkanen.
Vi har før river-raftet på både Borneo og Bali, så vi har længe set frem til at skulle gøre det igen her i Costa Rica. Tidlig formiddag går turen til Rio Balsa og efter de formelle sikkerhedstjekket og instruktioner er det afsted - endnu engang en rigtig energizer og 2 timers gode grin, sjov og ballade og masser af White water. Rebecka og Frida bliver kaptajner efter halvdelen af turen og sidder og styrer i front resten af vejen (selv om det nu nok er vores river-guide, der styrer mest og tager den hårdeste padletørn :)
Efter 4 dage i Arenal går turen videre til tågeregnskoven Monteverde. Tågeregnskoven adskiller sig fra den almindelige regnskov ved at vokse i bjergene og næsten konstant være rullet ind i et lag skyer. Vi krydser først Arenal søen med båd for derefter at køre videre med bus af de snoede, bumpede og stejle veje op mod Monteverde. Solen er sjældent fremme på disse kanter ligesom det regner meget af tiden. Vi er dog heldige, og solen skinner det meste af tiden, og det er vi specielt glade for den dag, vi skal ud og zip-line i trætoppene.
Efter vi er blevet iklædt sikkerhedsudstyr og hjelme, får vi instruktioner og 1 første prøvetur. Vi tager en skytram (som en åben gondol) langt op over trætoppene, og vi kan mærke at jorden forsvinder længere og længere væk samtidig med at vinden og nervøsiteten tager til… vi taler ikke kun om en mindre svævebane - men platforme udspredt i landskabet med stålwirer imellem sig. Vi skal køre 6 ture i alt, hvor den længste tur er 750 meter, og i gennemsnit svæver vi mellem 150-200 meter over jordoverfladen, og på den hurtigste når Claus en max speed på 75 km/t (målt på vores ski-tracker :-)
Adrenalinen suser i kroppen, og vi koncentrerer os om at huske alle dessiner samtidig med, at vi skal huske at nyde turen… Pura Vida… ligesom vi tror vi er færdige, så får vi at vide, at vi ikke kan gå helt ned af platformen - enten kan man vælge at rapelle ned (det vælger jeg), og ellers kan man tage et vertigo drop, som en et baglængs hop ud i luften (25 meter i alt med 12 frit fald) og så selvfølgelig et kabel, der bremser een… puha vi overlevede, og pigerne har allerede annonceret at de vil prøve bungy-jump - men man være være 18 år, så det må vente lidt. (Claus har lavet en lille video, som er optaget med vores go-Pro - den ligger også på bloggen).
De sidste dage i Santa Elena, Monteverde bruger vi til lidt småture og til at slappe lidt af i området.
I overmorgen går turen igen ud til Stillehavet til Playa Tamarindo, hvor vi skal være 4 dage, inden turen igen går videre til Nicaragua, det skulle efter sigende være lidt af en oplevelse af passere den grænseovergang, men det må I vente med at høre om indtil næste blog.
Indtil da ønsker vi jer alle en god sommer :)
