02/09/2026
🇩🇰 VERK 3 ÅR 🇩🇰 I dag er det præcis tre år siden, at jeg åbnede dørene til min lille butik.
Det hele startede hjemme i baghuset. Jeg havde nemlig ikke råd til et lokale nede i byen. Havde hverken investor, rig onkel eller bank i ryggen. Jeg startede med en lille opsparing, og mange af de første varer var i kommission. Jeg tog chancen og håbede, at nogen ville have lyst til at komme. Det var der heldigvis. Og allerede efter 2,5 måned fik jeg nøglerne til det lille lokale på Kongevejen 4. Vi satte det i stand, og siden da har det været mit andet hjem ❤️
På de tre år er der sket virkelig meget. Skønne Eva er kommet med på holdet, søde Anna er også blevet en del af butikken, bedste Sara Schelde Faust og jeg byggede en webshop, vi har holdt kundeaftener, events og skabt et sted, hvor kvalitet, håndværk og gode materialer er i centrum.
Men historien begyndte egentlig lidt tidligere.
For snart fire år siden mistede jeg min elskede far. Det vendte op og ned på mit liv og satte gang i en masse tanker. Jeg var i en kæmpe livskrise, og det gik op for mig, at livet simpelthen er for kort til bare at gå og drømme. Jeg er udlært fra butik for snart 20 år siden og har altid elsket mødet med mennesker. Da vi flyttede til Dragør for snart otte år siden, drømte jeg om at bidrage til vores lille by. Så jeg sprang ud i det. Og i dag står jeg så her med to dejlige kolleger, en sund forretning og en butik, jeg er uendeligt stolt af.
Jeg er også dybt taknemmelig for de leverandører og brands, der troede på mig helt fra begyndelsen og har bakket op hele vejen. I ved, hvem I er ❤️ Tak fordi I har troet på mig og mit livsVERK, og for at dele samme værdier om kvalitet og godt håndværk.
Og allerstørst: Tak til jer. Verdens bedste kunder! ❤️
Uden jer, ingen VERK. For det er ikke nogen hemmelighed, at det er svært at drive en fysisk butik i dag. Derfor betyder det så meget, at I aktivt vælger VERK til. At I kommer forbi butikken, handler lokalt og støtter os små, selvom det ofte er nemmere at sidde hjemme i sofaen om aftenen og klikke varer hjem.
Tak fordi I støtter mit lille livsværk. Jeg glæder mig til mange flere år i butikken 🫶🏼
Kærligst,
Mille Emilie