18/01/2022
Kære alle,
Jeg mødte Louise her i Go’ Aften Danmark i torsdags om emnet partnerdrab. Hun har et budskab, som jeg håber du vil læse og dele. Det er voldsom læsning, men vigtigt, fordi psykisk og fysisk vold og kontrol i hjemmet er hyppigere end vi kan lide at tænke på. Og fordi vi alle sammen kan gøre en forskel for nogen, der står midt i det - og måske i sidste ende redde et liv.
Husk: om du er voldsoffer, pårørende eller voldsudøver så kan du døgnet rundt ringe på tlf 1888 og få hjælp fra Lev Uden Vold.
Jeg giver ordet til Louise:
Hej,
Jeg hedder Louise og for 2,5 år siden forsøgte min ekskæreste at slå mig ihjel.
Jeg blev stukket cirka 11 gange og kastet 6,5 meter ned – ud over en altan. Da politiet fandt mig havde jeg 0,3 liter blod tilbage i min krop. Jeg lå på hospitalet i en måned. Men alligevel var jeg heldig. For jeg overlevede. Det er der hvert år 11 kvinder, der ikke gør, når deres partner går amok.
Min historie er ikke unik – desværre.
På overfladen var han en helt almindelig mand, der havde fuldtidsjob og levede et normalt liv. Det gjorde det svært at tro på, at han kunne gøre mig fortræd. Men det gjorde han.
Det hele begyndte med, at han ikke kunne lide, at jeg gik i korte kjoler. Det syntes jeg egentlig var lidt sødt, for det viste jo, at han var lidt jaloux og ikke ville miste mig. Men så begyndte han også at ville vide, hvor jeg var. Han forlangte, at jeg skulle filme alle i rummet, når jeg var til fest uden ham, så han kunne holde øje med, hvem jeg var sammen med. Sådan blev han gradvist mere kontrollerende og efterhånden også voldelig.
Han bedrev ikke kun psykisk vold mod mig. Jeg blev taget hårdt ved, skubbet ind i vægge og smidt ned af trappen.
Min familie spurgte ofte, om jeg var okay, når de kunne se to blå mærker på armene. ”Jeg har det fint”, lød mit svar ofte, og det var ikke helt løgn – for jeg havde jo flere gange prøvet noget, der var værre.
Jeg var dog ikke helt blind for, at det ikke var et normalt parhold, jeg var i. Så jeg forsøgte at gå fra ham. Otte gange faktisk.
Hver gang lovede han, at det aldrig ville ske igen. Jeg troede ham. Hver gang var han så kærlig og sød og inviterede mig ud at rejse og gjorde en masse, for at jeg skulle tro på ham. De sidste gange gik jeg nok mest tilbage for min søns skyld. Det var lettere at have ham tæt på, for det var jo, når jeg gik fra ham, at der kom problemer.
Jeg er tit blevet spurgt om, hvorfor jeg ikke gik fra ham sådan for alvor, da det hele begyndte. Men når man står midt i situationen, er man jo i gang med sin hverdag, og man ved ikke, hvor slemt det er, før det er for sent.
De gange jeg forlod ham, vidste jeg heller ikke, hvad der var af muligheder for en som mig. Og selv om jeg meldte ham til politiet, troede jeg for eksempel ikke, at min situation var slem nok til, at jeg kunne tage på krisecenter.
Det er ikke første gang, at jeg står frem og fortæller min historie. Efter hver gang bliver jeg kontaktet af kvinder, der står midt i et voldeligt forhold lige nu – og som lider, mens du læser de her ord.
Hver gang bliver jeg chokeret over, hvor mange vi er. De fleste af dem, der skriver, har ikke anmeldt det. Og det både skræmmer mig og gør mig ked af det. Men når man står i det, kan det virke så.. Ja, så helt umuligt at gennemskue og overskue, hvad man skal, bør eller kan gøre.
Så selv om baggrunden er uendelig trist, er glad for, at der igen nu kommer fokus på problemet – for det er det, der skal til. Jeg kunne selv have ønsket mig, at der fandtes en slags manual eller guide, som man kunne slå op på nettet og få råd og viden. Jeg vil ønske, at der havde været en pakke, som kunne træde i kraft, så alle aktører ved, hvad de skal og kan – fra politiet til kommunen.
Og til alle I kvinder derude: I må ikke gemme det inde i jer selv – I skal fortælle det til andre. I skal anmelde det. Og I skal blive ved med at anmelde det. Første gang I anmelder noget, kan det være, at der ikke sker noget, men 10. gang kan det være, det bliver taget seriøst. I skal kæmpe jeres sag. I må ikke give op. I er IKKE alene.
Tak, fordi jeg måtte få ordet.
Kærlig hilsen,
Louise
