27/10/2024
Om lidt blir her (lidt mere) stille
Om præcis en måned, den 27. november, er det 20 år siden, at vi fik vores første landracegeder. Det har været 20 spændende, lærerrige, sjove og skønne, men også travle og krævende år. Alt har som bekendt en ende og man skal jo stoppe mens legen er god siges det. Så det gør vi nu: Lørdag den 9. november, tidligt om morgenen, afhentes alle de 11 dyr, som pt udgør vores besætning. Vi er lykkelige for at det er lykkedes, at sælge alle dyrene samlet, til gode nye ejere i Nordjylland. Vores mavefornemmelse er god. Det er vigtigt for os.
At vi stopper med geder, har været undervejs i et års tid. Vi føler ikke, at vi længere hverken fysisk eller mentalt, har det nødvendige overskud til at passe dem ordentligt. Og da vores folde og stalde er så nedslidte, at det kræver en gennemgribende og meget dyr renovering, så er tidspunktet det rigtige. Dyrene er bedre tjent med at komme et sted hen, hvor der er friske kræfter.
Vi kommer til at savne at få kid om foråret, vi kommer til at savne "madammerne" og "teenagerene", de små og store gedebukke. De mange små dagligdags oplevelser med dyrene. Og vi kommer til at savne gedemælk til ost, is og husholdningen. Vi tænker med glæde tilbage på de mange gode mennesker vi har mødt gennem gederne, de mange markeder, dyrskuer, arrangementer og Åben Gedestald'e vi har deltaget i og lagt geder og gård til.
Gennem vores 20 år som gedeavlere, har vi bidraget med omkring 150 kid til opretholdelsen af en sund bestand af landracegeder. Det kan vi godt være bekendt. Nu må nogle andre tage over.
Vi har stadig vores to æselhopper Aya og Frida, vores ænder, høns og katte. Og vores have og køkkenhave som vi nu forhåbentlig får lidt mere overskud til. Så helt stille bliver her heldigvis ikke. Vi har til anledningen taget en tur ad Memory Lane og fundet en masse dejlige gedebilleder frem. Enjoy.
Hilsen Jette og Lars "med gederne"