19/05/2022
Kære Rasmus, du som er i himlen…💫❤️
eller hvor du nu er…
Hvor du er, bruger jeg faktisk ikke særlig meget tid på at tænke over.
Ligesom at jeg ikke bruger ret meget tid på at tænke over, hvorfor hjemmesygeplejersken ikke havde reageret lang tid før, på at du havde en vægt på 50 kg. (du var trods alt ca 190 cm høj) man tænker at der burde have ringet en klokke?
Jeg bruger heller ikke (længere) tid på at være ulykkelig over om jeg kunne have gjort mere, i den sidste halvdel af dit liv som var voldsomt præget af misbrug.
Det tog mig ellers lidt tid at slutte fred med, at jeg ikke kunne have gjort noget anderledes.
Mange tanker om ‘hvad nu hvis’... eller ‘burde jeg have’... fyldte i tiden efter din død.
Min fars fortællinger om mange skrevne breve fra mig til dig, som der aldrig kom svar på mindede mig om, at jeg havde gjort meget i mine tyvere for at række ud, for at holde fast.
Lige så gjorde min gennemgang af min sms tråd med dig, efter din død, det også tydeligt at jeg havde rakt ud, været kærlig, opsøgende.
Var det nok? Ingen ved det🤷🏼♀️
Men var jeg ked af det og sorgfyldt den uge vi sagde farvel til dig på Hillerød, og tiden efter. Kæmpe ja! Selvfølgelig!
Men efter den værste sorg var aftaget og efter spandevis af tårer var grædt, da stoppede jeg med at bruge tid på at tænke på, om nu jeg havde gjort det godt nok, og på hvor ulykkeligt det hele var.
Da jeg har en stor interesse for mennesker og deres rejse har jeg også tænkt over hvorfor det gik dig som det gjorde.
Hvilke rolle havde vores forældre, os - dine søskende, dine omgivelser, ja hvad rolle havde livet..?
Men på et tidspunkt begyndte jeg at tænke over det nysgerrigt, fordi mennesker og relationer har min helt store interesse.
Jeg tænkte ikke længere over det med sorg eller skyld.
Min pointe er, at jeg ikke længere sørger og bliver ved det ulykkelige.
Nu mindes jeg, med kærlige smil eller høje grin, når jeg fortæller min tre børn om den gang onkel Rasmus pruttede ned i bolche bøtten, lige inden jeg skulle have et.
Eller når han holdte fast i min hånd og slog mig med den og sagde ‘hvorfor slår du dig selv’.
Jeg har valgt at tænke på det gode.
Jeg kan sagtens stadig græde, men jeg følger ofte op med en kærlig tanke. Hvorfor?
Fordi jeg intet kan gøre ved dit misbrug, hjemmesygeplejerskens vurdering, om du er i himlen eller om din sjæl bor et sted, eller om jeg skulle være kørt forbi dig den dag jeg tænkte på det.
De ting vi ikke har indflydelse på, de ting vi ikke kan ændre ved, dem kan det virkelig godt betale sig, at stoppe med at tænke på.
Det er noget jeg ofte arbejder med mine klienter omkring.
For det handler ikke kun om at det kan være gavnligt ved stor sorg.
Det er godt i alle de sammenhæng hvor vi ikke kan ændre på situationen.
Vær vred, ulykkelig, ked af det, mærk dig selv og bagefter… lad det ligge eller tænk på det gode. Vælg det der fylder dig op, ikke det der dræner dig.
