22/05/2026
✨ Mød Tina ✨
Tilbage i marts blev Tina en del af StøtteCompagniet som koordinator og familiebehandler – og vi er meget glade for at have hende med på holdet 🧡
Herunder deler Tina sine egne ord om sin faglige baggrund, værdier og oplevelse af at blive en del af StøtteCompagniet:
“Jeg er startet som ny koordinator og familiebehandler start marts og har nu været her i knapt 3 måneder. Jeg er dybt imponeret over måden, jeg er blevet taget imod på, den tillid jeg møder og frihed under ansvar. En anerkendende ledelse og dejlige kollegaer, og jeg føler, jeg er blevet en del af familien i StøtteCompagniet.
Jeg er uddannet sygeplejerske med mange års erfaring indenfor psykiatrien, både fra et bosted, tidligere som virksomhedsejer som coach og mentor for mennesker med psykisk sårbarhed og har arbejdet freelance som familierådgiver og kontaktperson. Jeg har igennem mange år været rådgiver i Psykiatrifonden, og alt det bruger jeg i mit job som koordinator, vejleder og familiebehandler – og jeg elsker det.
Jeg er et menneske, som sætter en stor ære i at behandle andre mennesker – uanset baggrund – med respekt, anerkendelse og tolerance. Jeg har altid haft en stor lyst til at blive ved med at lære og tage nye uddannelser. Derfor er min baggrund meget bred, og jeg har varetaget mange forskellige jobfunktioner både som koordinator, projektleder, kontaktperson og familiebehandler.
Jeg er under uddannelse som psykoterapeut og har lang erfaring med coaching ved brug af Enneagrammet. Samtidig bruger jeg den viden og erfaring, jeg har som mor til børn med neurodivergente hjerner. Det at kunne vejlede de kontaktpersoner, jeg samarbejder med, er en stor fornøjelse, og jeg er meget imponeret over det arbejde, de varetager.
Det er vigtigt for mig, at jeg har metodefrihed og kan bruge alle facetter af min viden, erfaring og værdier i mit arbejde. For dermed mener jeg, at jeg gør allermest nytte og skaber mening for de mennesker, jeg møder på min vej.
Jeg ser frem til mange år i StøtteCompagniet og glæder mig til samarbejdet med kommuner og borgere i fremtiden.