09/06/2026
I dagene 4.-6. juni havde vi fra Hadsten Inner Wheel fornøjelsen af at stå for ledsagerprogrammet under afviklingen af "4Days 2026 Favrskov", som er et internationalt cykelevent. I år blev det afholdt i Danmark med Hammel, Hadsten og Hinnerup Rotaryklubber som arrangører, og med udgangspunkt fra Sabro Kro cyklede mere end 100 deltagere fra 16 forskellige lande i tre dage og kunne vælge mellem tre distancer.
For de ledsagende ægtefæller, som ikke ønskede at cykle, havde vi lavet et spændende program. Torsdag bød på en skøn vandretur med guide i Mols Bjerge, fredag var der besøg incl. frokost på Aros og herefter byvandring rundt i midtbyen, hvor vi blev guidet til de 17 gavlmalerier, som beskriver FNs verdensmål. Lørdag mødtes vi i Den Gamle By til en spændende rundvisning, og herefter var deltagerne på egen hånd – nogle blev i Den Gamle By og gik selv rundt, andre ville gerne udforske butikkerne i Aarhus.
Hele arrangementet var supergodt tilrettelagt, og både cyklister, ledsagere og arrangører nød disse dage, hvor vi fik nye bekendte på tværs af landegrænser og virkelig mærkede, hvad internationale netværk kan.