16/09/2026
💙💛VARME TIL UKRAINE – TAK FOR JERES HJÆLP
Denne første omgang af vores indsamling er nu afsluttet, og alt det indsamlede er afleveret på et lager.
Se lige, hvor meget det blev til + lidt mere der ikke er med her. Det er helt fantastisk, og på billederne kan I også se lidt fra lageret, hvor vi afleverede det hele.
Herfra bliver garn, strik samt hæklede ting som strømper, tørklæder, tæpper og lignende samt hunde- og kattemad kørt med lastbil til Ukraine på søndag.
Vi fik en rundvisning på lageret og et indblik i det kæmpe arbejde, der bliver gjort. Der bliver samlet mange forskellige ting ind alt efter, hvad der mangler rundt omkring i Ukraine. Blandt andet tøj, sengetøj og medicinsk udstyr. Nogle sidder også og laver camouflagenet til soldaterne og deres køretøjer.
Det, vi har afleveret, bliver sendt videre til et sted, der især hjælper kvinder og børn. Vi fik fortalt, at de blandt andet hjælper alvorligt syge børn og deres familier, da der ikke findes børnehospicer i Ukraine. De hjælper også voldsramte kvinder og børn samt familier, der er ramt af krigen og følgerne af den. Derudover tager de sig også af hunde og katte.
Tusind tak til alle jer, der har strikket, hæklet og doneret garn samt hunde- og kattemad. Nu ved I, hvor jeres flotte håndarbejde og donationer er på vej hen, og at det kommer til at gøre gavn og give varme til mennesker og dyr, der har brug for det 💙💛