06/08/2026
Sig "Ohøj halløj" til nyt kontorfælleskab og Home of Cold Hawaii projektkontor...
Har du nogle gange undret dig over, hvad der foregår bag glasruderne ved siden af banken? Og hvad er der mon sket med den gamle tandlægeklinik på 1. salen?
For et halvt år siden, flyttede Steen Bonke Sørensen ind i det vi kalder "Projektkontoret" ved siden af banken. Steen er projektleder på "Home of Cold Hawaii", et oplevelsescenter der skal ligge inde i Hanstholm Bytorv. Med jævne mellemrum får han selskab af Anja fra Thisted Kommune, som ligeledes er inde over projektet. Og inden længe flytter der endnu en konsulent ind.
På 1. sal er der gang i et kreativt kontorfælleskab - Ohøj Halløj. Lokalerne er ved at få en mindre opfriskning, men der er allerede flyttet 2 lejere ind (udover nisserne). Louise Fechtenburg, der er grafisk designer og står for driften, samt Thomas Stender der er color grader.
Det er ligeledes her fra Bytorvet 32, at der i samarbejde med centerforeningen bliver udviklet kommende events, diverse kommunikation og arbejdes på at skabe mere liv i hele bytorvet.
Er du nysgerrig på hvem vi er, så kig endelig forbi! Vi fortæller gerne om "Home of Cold Hawaii" projektet og viser vores lokaler frem. Der er også stadig ledige pladser på Ohøj Halløj kontoret, og vi lejer både mødelokale med plads til 8 personer ud i dagtimerne samt fællesarealerne til workshops/events aften og weekend.
For mere info omkring projekt-kontoret: [email protected]
For mere info omkring krea-kontoret: [email protected]