06/08/2026
Mit hjerte græder 🥹❤️
Tre børn. Næsten tre millioner kroner. Og et bosted, som nu er ramt af alvorlig kritik.
Det er den sag, Tønder Kommune nu står i.
Kommunen oplyser, at den ikke blev orienteret om de alvorlige forhold undervejs. Det kan være rigtigt. Men det ændrer ikke på, at ansvaret for de tre anbragte børn og unge hele tiden har ligget hos Tønder Kommune.
Når en kommune anbringer et barn eller en ung, følger der et myndighedsansvar med. Det ansvar handler ikke kun om at træffe afgørelsen om en anbringelse. Det handler om løbende at følge op, sikre kvaliteten af indsatsen og være tæt på barnets trivsel.
Derfor sidder jeg tilbage med et spørgsmål, som jeg mener er helt afgørende:
Blev børnene reelt hørt?
Hvad fortalte de under opfølgningssamtalerne? Blev deres oplevelser, bekymringer og trivsel taget alvorligt? Og hvordan arbejdede kommunen med den viden, børnene gav?
Anbragte børn har krav på mere end en plads på et bosted. De har krav på voksne, der lytter, følger op og reagerer, hvis noget ikke er, som det skal være. Det er en helt central del af kommunens myndighedsansvar.
Denne sag bør derfor ikke kun handle om et bosted, der er blevet kritiseret. Den bør også give anledning til at se på, hvordan Tønder Kommune har udøvet sit ansvar over for de børn og unge, kommunen selv havde anbragt.
For når samfundet overtager ansvaret for et barn, er det ikke nok at handle, når problemerne bliver synlige. Ansvaret består i at være så tæt på barnet, at problemerne bliver opdaget, før de vokser sig store. Det er den standard, anbragte børn og unge har krav på og som enhver kommune bør måles på.
Sammen medMette Friis
