16/09/2026
⚠️ VI ER NØDT TIL AT SÆTTE EN GRÆNSE PÅ VÆRKSTEDET ⚠️
Hos Benjamins Cykler oplever vi flere og flere kinesiske fatbike-elcykler og el-løbehjul, som ønskes repareret eller serviceret.
Som fagfolk og jeres lokale cykelforretning har vi truffet den beslutning, at vi ikke servicerer eller reparerer disse køretøjer, når vi ikke kan stå inde for deres konstruktion, sikkerhed eller lovlighed.
Vi oplever desværre, at mange forældre køber disse køretøjer i den tro, at de er fuldt lovlige. På flere modeller er det samtidig meget nemt efterfølgende at ændre indstillingerne, så de kan køre væsentligt hurtigere, end de er beregnet eller godkendt til.
Det bekymrer os især, fordi bremser, dæk, stel og øvrige komponenter ikke nødvendigvis er dimensioneret til de hastigheder, køretøjerne efterfølgende kan komme op på.
Når vores navn står på en værkstedsregning, skal vi også kunne stå inde for det arbejde og det køretøj, vi sender tilbage på vejen. Det kan vi ikke i disse tilfælde – og derfor siger vi nej.
Det handler ikke om, at vi ikke ønsker at hjælpe. Det handler om faglighed, ansvar og sikkerhed – både for den unge, der kører på køretøjet, og for de øvrige trafikanter.
Vi håber på jeres forståelse ❤️
Benjamins Cykler
– din lokale cykelforretning og fagværksted