07/07/2026
Skabertrang er en følelse som mange af os kan genkende. Hvadenten man er kvinde, mand, barn eller voksen, kan trangen til at bygge og skabe noget, fylde meget i ens hoved og krop.
Odders Kreative Skole brugte den første uge af skolernes sommerferie til at honorer denne skabertrang, og vi var så heldige at arbejde sammen med dem om at skaffe noget materiale som de unge mennesker kunne skabe noget ud af.
Læs herunder hvad arrangøren selv har skrevet om arrangementet, og bladr gennem alle de skønne billeder at kreative kreationer:
“En dejlig uge med SKABERTRANG er slut. Ugen har budt på mange skønne oplevelser for de 45 børn i alderen 8-13 år, som i år var med på Kreativ Skole Odders sommercamp.
I løbet af ugen har de boltret sig med drama, tegning, maling og været en tur i Skulpturlaboratoriet.
I skulpturlaboratoriet blev der limet, skulptureret og eksperimenteret på alle (u)tænkelige måder med materialer fra bl.a. Værdicentralen.
Børnene legede og blev udfordret med forskellige benspænd.
Dimser og dutter er sat sammen på nye måde og er blevet til nye skabninger, installationer og udtryk.
Tak til Værdicentralen for at være med til at gøre dette muligt - Jeres donationer af “affald” og “skæve” ting fra butikken skabte stor glæde gennem hele ugen og var med til at danne grobund for mange gode processer, hvor fantasien og det at tænke ud af boksen blev sat i spil 😃
Du kan på Kreative skole Odders hjemmeside, se mange flere billeder fra ugen, samt lyttes nogle af børnenes beretning om deres oplevelser.”