20/01/2026
Stort tillykke til Caspar Eric, der netop har vundet Weekendavisens Litteraturpris 2025 for digtsamlingen CRIP 🥳 Der er meget at begræde i Crip. Virkelig meget. Blandt andet, at det er Caspar Erics sidste digtsamling. For hans poetiske opråb er noget af det stærkeste og bedste, der er sket for alle de marginaliserede i vores samfund. Og for lyrikelskere naturligvis. Erics evne til at få os til at se det, vi har lært, at vi ikke skal se, er uovertruffen. Hans opråb er spot on, og trækker uden nåde tæppet væk, så vi er tvunget til at se både de normative uhyrligheder og handicappets skønhed. Men selv siger Eric, at hans politiske digte ikke har ændret nok. Og at han derfor åbner døren til noget nyt. Blandt andet facilitering af Crip-fester og arrangementer.
Caspar Eric er født med cerebral parese, også kaldet spastisk lammelse. Det giver et helt særligt råstof til digtene, der kontinuerligt skriver sig smerteligt ned i de handicappedes vilkår. Værkets titel, Crip, refererer til en international handicapaktivisme, der forvandler det engelske ord “cripple” (krøbling) til et positivt begreb, der fejrer handicap som en kulturel erfaring og en stolt identitet. Men i nærværende værk kan det også stå for C.rip. Caspar rest in peace. Caspar rest in pieces.