Forlaget Servidét

25/08/2022

Alt er tilgivet! 🤣

26/12/2012

Forlaget Servidét ønsker alle et godt nyt år - og vil du fortstsætte med at ha smilet fremme :) :) :) eller læse en dejlig børnebilledbog: Æblehistorien kan den og Blandet Justitsmord erhverves på Forlaget Servidets hjemmeside

Forlaget Servidet

[email protected].

Æblehistorien for børn

Blandet justitsmord for voksne

Begge skrevet og ill af
Jens Bach Andersen

20/11/2012

Nu med opdatering.
Og lavere priser.
Men man kan stadig ikke vinde noget.
Til gengæld heller ingen reklamer og push ups.
Nu må vi se.
Med venlig hilsen.

www.servidet.dk

"Den cyklende ejer af gadekrydset demonstrerede i nogle blændende flotte sekunder, for enden af snoren, hvordan han over en pæn strækning magtede at køre udelukkende på forhjulet. Sådan så det ud, og jeg turde på det tidspunkt ikke udelukke, at han i virkeligheden var medlem af en trup cykelakrobate...

03/11/2012

Min far

Tekst og tegning,
Jens Bach Andersen

Min far har fået Alzheimer. Eller ’Alzheimers sygdom’ , som det vist kaldes, hvis det skal være helt korrekt.
Min mor har derimod ikke; til gengæld har hun fået noget mere at se til, og det ser oven i købet ud til, at hun får mere og mere at se til. ’De pårørendes sygdom’ kaldes det så også.
Sygdommen viste sig, da min far begyndte at glemme flere og flere ting. Ganske almindelige og ganske banale, dagligdags ting,
- Hvor er det nu, vi ska’ hen? kunne han spørge min mor, mens han låste døren for at trave ud i Toyotaen. Min mor kører.
Det havde i flere uger været aftalt, at de skulle besøge (for eksempel) mig og min kone.
Eller: “Hvor er mine nøgler, jeg plejer aaaltid at lægge dem her?”.
Senere blev det til “Jeg kan sørme ik’ finde min tegnebog”, og senere endnu: “Der er nogen, der har taget mine penge!”.
Lad mig fortælle om min fars seneste fødselsdag her sidste senvinter, som vi var til. Min søster og hendes mand kom også.
Min far var nu ikke klar over, hvorfor vi kom, da vi kom; at vi sådan lige pludselig stod der og bankede på døren. Uanmeldt.
Kun min mor havde erindret, vi skulle komme.
Nå, vi sagde selvfølgelig ’goddaw’ og ’tillykke med fødselsdagen’, og så videre, som man nu gør, hvorefter vi kom indenfor, smed overtøjet, overrakte gaver og skred lidt efter videre til min mors karbonader.
Af og til, der er efterhånden længere og længere imellem, men af og til sker det stadig, at min far genkender mig.
Det gjorde han den dag.
Han siger ikke så meget, og når han siger noget, er det efterhånden mere og mere let vrøvlede lyde – men han smiler. Hvilket muligvis er det vigtigste. Et smil siger meget - i nogen sammenhænge siger det vel nærmest ’alt’.
Måske fordi vi begge inderst inde husker, eller i hvert fald fornemmer, hvor godt det er at være sammen – og af og til grine sammen. Måske det ligger på rygraden, både unge og gamle rygrade, hvor godt det er at føle hygge i hinandens selskab - at føle sig trygge i hinandens selskab. Uden at snakke så meget. Som er samværet en bette mental rede, der immervæk er god at putte sig i, mens det meste af resten går på hæld.
Jeg tænker somme tider på, at det er, som har man smidt en mand i fængsel - på livstid – uden han har taget af kassen. Eller slået nogen ned. Ingen af delene ville min far finde på. Man kan højst sige, han af og til er lige ved at slå os andre ud.
Tilbage til fødselsdagen,
- Sig mig, hvad er alt det, der står der, spurgte han og pegede på sit lille gavebord (som vi bruger det i min familie) med blomster og sager, det lille runde bord ved stuevinduet i nord-vest. Han havde lagt gaflen fra sig for bedre at kunne pege.
- Jamen Kaaarl da (min far hedder Karl), det er jo dine fødselsdagsgaver! svarede min mor og bød flere karbonader rundt.
Hvorefter min far lyste op i hele hovedet. Glad. Meget glad. Smilende og ægte overrasket som en lille dreng, der ikke anede, han havde fortjent så meget i fødselsdagsgave. For anden gang.
Igen var det kommet bag på ham, han havde fødselsdag.
I alt skete det vist en fire gange, at min far havde fødselsdag - den dag - og han blev lige glad og overrasket hver gang.
- Jaaammen dog, er alt det til mig!
Og det var bare lidt flasker rødvin og chokolade.
Så er der skisme noget ved at komme med gaver til folk.

08/10/2012

Alt har sin tid

Tekst og tegning,
Jens Bach Andersen

Det halve af sommeren har jeg ind imellem smånynnet et par linjer, som jeg – med hjælp fra Thøger Larsen – havde digtet. De kommer her:
Byger der går og kommer,
sommeren er en ommer…
Nå. Så kom tiden, sensommeren, efteråret, hvor det ligger i luften, at man en af dagene bider i det hvepseædte nedfaldsæble og sætter havemøblerne tilbage til vintertid i udhuset, eller hvor nu man overvintrer dem. Ligesom med urene.
Hvilket var en kort indledning til en gennemgang af en række tanker, jeg for nylig rodede lidt med, mens jeg sad i en dugvåd havestol oppe ved haslerne.
Endnu står vores havemøbler, bord og seks stole i italiensk design i hvid plastik, ude i græsset henne ved gavlen, man kan jo stadig godt nå at sidde lidt ude i dem, hvis man ikke er pylret og trækker en trøje på eller noget.
Og det var så netop det, jeg gjorde her for nylig, hvorefter jeg trak en stol op i læ ved hasselhegnet og satte mig til at betragte sensommeren, efteråret - verden på det tidspunkt.
Og således kommer man jo nemt til at tænkte på, om der overhovedet var tale om en sommer. Om de par lallende stumper tørvejr sammenlagt kan kaldes en dansk sommer, men sådan har man måske bare nemt ved at tænke, når det for alvor går op for én, at svalerne længe er fløjet af mere end reden, æblerne rådne og forvandlet til glidebaner under éns små aftenture med rygesagerne, og de lange, hvide underhylere som emsige gespenster atter lusker frem fra glemte gemmer.
Til gengæld har træls havearbejde selvfølgelig fået ende for i år, man skal huske at se de lyse sider. Haveredskaberne, fræseren og plæneklipperen er draget havemøblerne i forvejen, skidtet er sat til overvintring i udhuset.
Men altså: Var der tale om en sommer? I år?
Jeg kom til at tænke på selveste Fimbulvinteren, den længste og endelige vinter, og hvorfor skal man også altid spise brød til; de tre vintre uden somre imellem, der varsler Ragnarok, Verdens undergang.
Selvfølgelig er det længe siden, den gamle nordiske mytologi blev overhalet af en ny og mere international, men alligevel, hvem ved, om dragen Nidhug er ved at fyre op til atter at rulle på banen ude fra sidesporet! Og om Fenrisulven og Midgårdsormen står og tripper på perron tretten og vejrer morgenluft! Og om Yggdrasil snart skal segne, og Bifrost brase, og Solen sortne.
”Og brødet mugne, inden det bliver ædt”, fornemmer jeg nogen mumle en smule emsigt, hvilket jeg vælger at overhøre.
Midt i uhyggen sad jeg så pludselig og kom til at se vores hvide, italienske plastikhavemøbler - minus stolen jeg sad i, naturligvis - som et skelet. Et efterladt skelet henne ved gavlen.
Måske havde jeg småblundet lidt i den lave og svagelige eftermiddagssol, koldt var det ikke, jeg havde som sagt min trøje på, og jeg tænkte da også bare videre. Og hvorfor holde fantasien i snor.
Jeg kom altså i det sene eftermiddagslys til at se hele opstillingen af bord og skråtstillede stole som ét stort renpillet, skinnende hvidt skelet, som var det de jordiske rester fra et længe glemt væsen. Det manglende kranium kunne jo have været det ligeledes hvide rullebord med fire hjul under, et serveringsbord tror jeg, de kaldte det ude i Bilka. Sådan et købte vi godt nok også, men det er for længst draget heden - og smidt om bag hønsehuset. Sådan kan det gå med kranier. Hjulene faldt også af det. Vores italienske skelet er således ikke komplet, men alligevel.
Opstillingen var som de forhenværende, men engang bærende dele i et fortidsdyr, en vældig, domesticeret fortidsskabning, der en sensommerdag desværre havde udåndet henne ved gavlen. Midt i græsset. Ensomt. Og samtidig som de bærende dele under levende sommerdage med jordbærtærter omkring Sankt Hans, og sommeraftener, måske ligefrem grillaftener med rigtig kød på bordet, spisebordet, skelettets enlige, men store og brede skulderblad. Muligvis rygskjold. I hvert fald den største af knoglerne, hvis man ser bort fra rullebordet, som muligvis har været en lille smule større, idet det jo var designet i to etager.
Selve spisebordet, det bærende rygskjold, er i hvert fald den største af de knogler, vi stadig ligger inde med, og som myrer og snegle siden har renset for fedtpletter og madrester fra sommerens festaftener, dengang man selv havde for travlt med det levende til at bruge tid på at slette sporene.
Dog er hynderne taget ind, som man i øvrigt kunne se som dækkener eller sadler, man lægger på menneskets bedste ven under sommerens samvær. En ven hvorpå man - sikkert siddende i sadlen - utallige gange har redet mod solnedgangen. En ven, der nu ikke mere er iblandt os.
En svag raslen høres, eller klapren. En enkelt af stolene vipper lidt i vinden fra nordøst, som har den stadig lidt nerver, den skal af med. Ellers suser blæsten jævnt og ubesværet gennem ribbenene.
De sidste af eftersommerens myrer gør klar til at gå fra bordet og kravle i boet oppe i hegnet et sted, mens en bette snegl helt har glemt tiden på indersiden af et kraveben. Måske har den i bar vane lukket og slukket og tænkt sig at blive siddende.
En bogfinke sætter sig et øjeblik som en lille, nusset due på en skinnebensknogle og vil så alligevel videre.
De sidste blade fra æbletræet strejfer nænsomt nøglebenet som flygtige, hviskede hilsener på deres vej i vinden, mens de sidste solstråler finder vej gennem det mørke og våde hasselhegn, finder vej helt ind til det engang lykkelige ribben, der sidder nærmest hjertet, i små farvel-kys, farvel-så-længe-kys, inden der bladres mod det stille kapitel i livets almanak. Det kolde, triste og livsmagre kapitel som bare skal overstås, inden vi atter kan være sammen, havemøblerne og os, der bedst trives med stråhat mellem Moder Jord og åben himmel - og her må jeg nok hellere holde, inden jordforbindelsen ganske går fløjten, og jeg rejser mig og bryder ud i noget klagesang eller noget. Og dem, der ævler om brød, får ret.
Lad mig raskt gå mod afrundingen.
Tavse i den lave sol synes havemøblerne nu som melankolske og nøgne dele fra et forunderligt væsen, der minder én om tiden, der gik med glæde og mangel på mismod.
Men. Der er naturligvis trøst. Der er håb. Det er der altid. Der er jo i den forbindelse tale om et skelet, som man, når nu dagene kortes, slæber ind i udhusets tavst dryppende mørke gravkammer, men kun for en tid, en overgang, kun til det atter bliver forår, hvor de hvide knogler svøbt i solens skin i forårets morgen atter skal bæres frem og blive levende, som knoglerne fra Thors geder i øvrigt blev det i déres skind om morgenen under rejsen til Udgårdsloke lææænge inden Fimbulvinteren.
Men. På den måde er der så også en sjat malurt i bægeret. Der er en bette Loke og en mistelten, der ikke blev taget i ed, hvilket der egentlig altid er, hvis man tænker efter.
Forårets livgivende sol har jo desværre også indvirkning på haveredskaberne, fræseren og plæneklipperen og al deres sure væsen.
Alt har sin tid; mere er der nok ikke at sige om dé sager. Slut.

12/09/2012

Undervejs

Tekst og tegning,
Jens Bach Andersen

Vi stod i Billund Lufthavn neden for trapperne, der fører op til, hvor man tømmer lommerne og trækker bæltet af, fordi metaldetektorerne i den fritstående dørkarm ikke skal bippe og frembringe for mange rynker i kontrollanterne pander, når man går gennem.
Vi skulle på en bette ferie i Portugal. Midt april sammen med Sys og Per, et par af vores gode venner, med Ryan Air, næsten ingen penge.
Efter at være gået gennem den lille en-mands-perleport (so to speak), bimlede og lyste hele skidtet så alligevel, hvorefter jeg, igen-igen, også måtte smide støvlerne. Et par udmærkede second-hand militærstøvler, som jeg befinder mig godt i.
Men - støvler kan angiveligt indeholde indbyggede bomber.
I mit tilfælde er der nu højst tale om et par indbyggede stinkbomber af middelsvær kaliber, men alligevel, sikkerheden er vigtig, og jeg kunne jo være smuttet ud i cockpittet og tvunget hele transporten til Cypern ved at true med at rende rundt i strømpesokker.
Jeg var i øvrigt - af let pinlig erfaring - forberedt, så jeg allerede samme morgen havde iført mig et par nyere sokker uden nævneværdige huller.
Det gik fint; jeg blev ikke taget. Ting er ikke altid, hvad de ser ud til. Mere derom senere.
Vi ankom omsider til Portugal og siden til det forudbestilte hotel i byen Silves, som ligger omtrent midt i Algarve, lidt i den vestlige ende, en tyve kilometer fra kysten; det var ikke rigtig badevejr på det tidspunkt.
Udmærkede dage gik med køreture i lejede småbiler, blandt andet til kysten, bare for at kikke, plus spadsereture i selve Silves og så videre. Maden er heller ikke værst. Det hele kan anbefales.
Sidst på eftermiddagene mødtes Per og jeg så som regel nede på hotellets terrasse og nød lidt hvidvin, mens vi evaluerede og sludrede om livet i øvrigt.
Per hører i øvrigt til i den filuriske ende, så somme dage krævede det to glas for at nå det hele.
Flere storke kredsede over både os og en ydmyg flod, som går gennem byen, og nattergale sang i buskadser langs floden, hvilket de jo gør hele døgnet, man lægger bare mest mærke til dem om natten, hvor andre fugle som regel holder mund. Derfor navnet.
Lad mig spare læseren for ”feriebilleder” – enhver kender til kvalme i den sammenhæng, lige meget hvor meget kaffe og kage, de hjemvendte serverer.
En eftermiddag spadserede jeg en tur alene.
Skråt overfor hotellet gik en jordvej ind i noget højt krat af stedsegrønne ege og jordbærtræer (som jo blot hedder sådan, fordi bærrene kan minde om jordbær. Det er en art meget stor lyng).
Vejen var kringlet og knoldet, et spændende sted, og der travede jeg så og passede mig selv og nød livet. Solen skinnede.
Pludselig var det imidlertid slt med freden. En meget stor hund kom galloperende og især gøende imod mig, konstaterede jeg, da jeg snurrede rundt. Meget voldsomt gøende. Og stor.
To numre større, og det havde været en gnu.
Bestemt et af den slags kæledyr, man ikke skal klappe, medmindre man tilfældigvis står med et 60 centimeters jernrør, der ligger godt i hånden.
Og normalt mener jeg ellers, fruen pakker lidt vel meget i kufferten, når vi skal på ferie, men her var jeg alligevel glad ved tanken om, at der var ekstra underhylere i bagagen på hotelværelset, hvis situationen skulle gribe om sig, og jeg i det hele taget ville nå tilbage i ét stykke. Jeg blev jo liiidt bange.
Her tog sagen sig heldigvis en drejning.
Ejeren kom. Først kunne jeg ikke lige få øje på ham, kun høre ham. Det kunne jeg til gengæld også. Ordet ‘tinnitus’ faldt mig ind.
Her stoppede gnuen heldigvis op og satte sig på bagbenene få meter fra mig, hvor den så gav sig til at knurre og savle, som om den ikke havde fået sin Pedigree Pal i lidt over en uge.
Sekundet efter kom så selve ejeren ind i billedet. Han kom brølende med en lydstyrke, der på ingen måde var mindre end gnuens. Han må have hørt, der var noget galt, eller at hans kæledyr havde fundet noget interessant.
Herefter tog han den meget resolut i halsbåndet og vrælede så til både mig og dyret, så højt, at jeg igen tænkte på fruens kuffert. Og så på portugisisk.
Da det ligesom var ved at få ende, mumlede jeg lidt på engelsk, som man jo gør, og solen skinnede stadig.
Jeg tror ikke rigtig, vi forstod hinanden, men hunden blev herefter fredelig som et lam og kom hen og snusede nærmest høfligt til mine bukser, og vi gik atter hver til sit.
Igen: Ting er altså ikke altid, hvad de ser ud til, hvilket får mig til at afslutte med en hændelse allerede inden metaldetektoren i Billund Lufthavn.
Vi stod altså der nedenfor trappen i ankomst- eller afgangshallen, jeg ved ikke, hvad de præcist kalder stedet; det er altid fruen, der har styr på, at vi kommer ind i den rigtige flyvemaskine.
En ung dame i fiks uniform, tydeligt ansat i lufthavnen, kom hen og spurgte, om der var noget, hun kunne hjælpe med. Vi har muligvis stået og lignet en lille flok, der var kommet til at gå uden for stakittet, og så nemt er det jo heller ikke at finde rundt, selvom de har mange skilte. Eller måske derfor.
- Joooh, svarede Per så.
Damen lagde, nærmest lidt religiøst, håndfladerne sammen, venligt afventende. Og smilende. Hun var tydeligt vant til at hjælpe aldrende folk med at finde hjem. Eller frem.
- Ved De, hvor toget til Rungsted holder? spurgte Per så som den naturligste ting i verden. Højt og tydeligt. Og han holdt masken.
Sys så nærmest lidt undskyldende ud. Min hustru kikkede efter skilte. Jeg bed mig i læben for ikke at komme til at ødelægge noget.
Og det kan godt være, det ikke lige var Rungsted, jeg kan huske forkert, det er også lige meget.
Damen i lufthavnen så ikke ud til at få lige dét spørgsmål så tit.
- Øhhh, var hendes første reaktion.
Hun så ligefrem ud til at undre sig.
- Nu står vi vist i en lille geriatrisk situation, var det som om, hun tænkte.
Per kikkede bare venligt på hende, afventende, stadig uden at fortrække en mine.
- Øhhh, gentog damen.
Her virkede det, som om hun også ville klø sig i nakken – hun tog sig i det.
Så kom Per vist alligevel til at smile en smule, og vi skulle jo også nå flyveren på det tidspunkt.
Igen: Ting er ikke altid, hvad de ser ud til.

05/08/2012

Bøhnisser

Tekst og tegning,
Jens Bach Andersen

Det var i Sverige, i Skåne. Helt præcist var det på Löderup Strandbads camping, hvor fruen og jeg tilbragte en tre dage i sommer. Vi har været der før; det er et dejligt lille sted, helt ud til Östersjön.
Faktisk var vi på vej til Bornholm, til noget familiekomsammen, på fruens side, men der er jo ingen grund til at komme jagende i sidste øjeblik, så vi var trillet østover nogle dage i forvejen, og vi havde bestilt plads på færgen Ystad-Rønne, så vi hyggede os og slappede af på Löderup Strandbads camping.
Som tidligere havde vi lejet os ind i en ganske lille svenskrød træhytte med hvide kanter, ret hyggeligt, med en lille veranda og minikøkken. I alt har de syv små hytter, og de – og stedet - kan anbefales, blot man ikke stiller de helt store krav til bekvemmelighed.
Og selvfølgelig rendte vi ikke rundt og hyggede os på selve campingpladsen hele tiden, vi kørte små ture rundt i det sydlige Skåne med mange spændende ting. Ikke mindst genbrugsting, som især min hustru er glad for. Hun skal se det hele og røre det halve, når vi endelig finder ind i en svensk lade eller et nedlagt sømandshjem med uanede mængder af gammelt skrammel til næsten ingen penge. Finere skrammel befinder sig indenfor ekspedientens synsvidde og er gerne lidt dyrere, resten ligger spredt på hylder og gamle borde i gamle bygningers mørkere afkroge.
Skilte med ordet ‘Loppis’, loppemarked, er nok et af de almindeligste skilte på de kanter, hvor jeg i øvrigt kan undre mig en smule over svensk indstilling til skiltning. Samt svensk indstilling til afstandsbedømmelse.
Helt ude ved landevejen står der ‘Loppis’ på et skilt, og så er der som regel et mindre skilt, hvorpå der står ‘Öppet’, åben. Måske et ekstra lille skilt med oplysningen: 100 meter og så en pil til højre. Eller venstre.
- Der ska’ vi liiige kikke, Jens!
Mindst et par gange kørte vi så ud ad mindst 1200 meter lallende ringe markveje, hvorefter vi parkerede og travede hen til et nyt, lille skilt på en faldefærdig lade, hvorpå der som den naturligste ting i verden stod ’Stängt’. Lukket.
- Aloha bøhnisser, som de siger i Bolivia.
1200 meter tilbage igen, og sådan får man jo set lidt af Sverige. Især deres kornmarker. Roer har de også.
Jeg mener at kunne huske, loppemarkeder engang var mere interessante; bordene bugnede ikke så meget af bundskrab. Verden ændrer sig. Mere derom senere.
Der kan også stå ‘Second-hand’ eller endda ‘Antik’ på skiltet ude ved vejen, hvis det skal være rigtig fint; jeg vil mene, ordet ‘skrammel’ stort set er dækkende. Men fruen hygger sig. Fem minutter, så går jeg ud for at ryge og holde øje med bilen.
Vi så også andre ting.
Om aftenen sad vi som regel på vores lille veranda og nød lidt vin i solnedgangen, og lad mig så komme frem til det, jeg egentlig ville fortælle.
En sen eftermiddag, vi var lige kommet hjem efter at have været ude og kikke på skrammel, var der stillet en nok ti-femten små telte op. Samlet i den ene ende af campingpladsen. Det var unge mennesker, sikkert en syvende-ottendeklasse, og de var alle sammen hollændere; iført lidt provokerende tøj og hår. Flere af dem lignede nogen, der skulle holdes lidt øje med. Der var heldigvis også et par voksne med.
Vi nærmede os spisetid (hvor fruen og jeg havde besluttet os for köttbullar, det plejer vi), og man bemærkede, at stedets lejrchef meget venligt havde tændt op i en meget stor grill. Hjemmelavet, så vidt jeg kunne bedømme, ordet ’skrammel’ var lige ved at falde mig ind, den var cirka to meter lang og en lille meter bred. Og rusten. Fruen lunede selv dellerne på panden i minikøkkenet. Dertil kold kartoffelsalat.
Grillhalløjet var vist noget, der var arrangeret af elevernes medfølgende lærere. De unge mennesker skulle have lov til at grille.
Et par ældre tyskere nærmede sig på et tidspunkt, hvor kullene var ved at være klar, mand og kone, jeg kunne ikke se, om de havde pølser med, det har de sikkert haft, men de gik igen, hvilket jeg nok også havde gjort.
Alle de unge hollændere gik nu til fadet, de hyggede sig og skrålede og grinte rundt om grillen der i skumringen. Ballade og leben, med stemmer i både over- og frigang. Den her aften var der i hvert fald gang i dem, og ind i mellem knækkede drengenes stemmer jo over i pibelyde, der kun ligger et par toner under ivrige spidsmus. En interessant alder, hvor man – i hvert fald i min tid - naturligvis fik at vide, man skulle opføre sig ordentligt. Især min far havde det med at komme ind på den slags.
Tøsebørnene skreg bare, med jævne mellemrum, sikkert over røverhistorier fra drengene, og dét på et niveau, der kun lå lige under spidsmus.
De unge mennesker havde en livlig aften, må man sige, jeg sad på verandaen med min rødvin, og først ved elleve-tiden blev der ordentlig ro, så jeg kunne komme i seng. Fruen var gået til ro.
Næste morgen var jeg tidligt oppe og gik lidt rundt på pladsen for at iagttage efterladenskaberne, for ikke bare at sige skaderne, og det var bestemt ikke gået stille for sig aftenen i forvejen.
Flere stole, som lejrchefen venligt og imødekommende havde stillet til rådighed, lå væltede. Glemt og vådt overtøj hang på et par stole, der af en eller anden grund stadig stod på benene.
Adskillige meter toiletpapir lå udenfor toiletbygningen; sikkert brugt som serpentiner i nattens mulm og mørke, og siden klasket til jorden af nattens regn. Det lå nu som hvide plamager. Tomme øldåser, jeg talte mindst en syv-otte stykker, lå og flød på pladsen. Halvliters. Klemt flade på midten. Henkastet. Svensk letøl, men alligevel. Der lå også cigaretskodder og paptallerkener med uspist ketchup, og jeg turde heller ikke udelukke, der var foregået unævnelige ting i buskene.
Igen: Verden ændrer sig. Jeg ved ikke, om det havde noget at gøre med, de var hollændere, sikkert ikke, men unge mennesker er i hvert fald ikke, hvad de har været. Da jeg var i den alder, var vi noget værre.

04/05/2012

Et tres tons punktum

Tekst og tegning,
Jens Bach Andersen

Så er den gal igen!
Jeg har før været lidt inde på dagens emne, men nu ser det ud til atter blive frygtelig aktuelt!
Allerførst må jeg lige sige, at de tres tons kun er et skud på tasken, jeg er ikke sikker, men det bliver nok noget i den retning. Måske mere. Måske meget mere.
Det drejer sig om, at der for tiden flere gange har været noget i avisen om, at en meteor i øjeblikket er på vej mod Jorden. Cirka. En asteroide. En uhyggeligt stor sten med en masse fart på.
Forskere og stjernetydere holder øje med den slags, de sidder og kukkelurer i enorme kikkerter og rapporterer, når noget er på vej.
Jeg husker ikke, hvornår besøget den her gang blev fastlagt til at finde sted, men man havde regnet lidt på det, vistnok om en tyve-tredive år, og det var så heldigvis heller ikke helt sikkert, den lige præcis ville ramme Jorden. Muligvis bliver der tale om en forbier.
Men HVIS den rammer, vil menneskeheden i værste fald være en saga blot, så vidt jeg har fået fat i detaljerne, som når vi andre kvadrer et lille irriterende hvepsebo oppe under udhænget ved terrassen om sommeren. Synd men sikkert.
Og er det ikke underligt at tænke sig! Big Bang II. Ganske vist mindre end etteren, men slemt nok.
Og kommer sjoveren så ovenfra og ned! Lodret ned! Og hvor længe i forvejen kan man se den? Begynder det sidst på formiddagen som en lille mørk prik, som et punktum, der anes lidt over haslerne oppe i hegnet. Og revner hele skidtet så ud på eftermiddagen, når prikken ikke længere bare er en prik, så de heldige, der ikke kommer i direkte klemme i første omgang, bagefter render rundt i en anden slags klemme som forvirrede lirekassemænd med nedsat hørelse på gigantiske, frit svævende roterende jordklumper uden carport, men til gengæld med naboens staudebed ude i den side, der før lå mod vest, i ukendt retning. Postkassen har aldrig været mere i skel, og hvor er havelågen! Og havemøblerne? Står de nu på genboens jordklump? Og hvad med Børges fugleskræmsel i de nysåede gulerødder, befinder det sig på 'Klump 14', set fra familien Jensens havetrampolin, der som en større frisbee er på vej mod Pluto med lille Ida grædende i midten.
Eller kommer meteoren barmhjertigt fisende vandret ind over, hvorved den muligvis kan nøjes med at kysse toppen af tulipanerne i forhaven i farten, inden færden går mod nye horisonter.
Jeg ved det ikke. Ingen ved det. Endnu.
Men før eller senere finder vi selvfølgelig ud af det, de af os, der er med på karrusellen til den tid, men man kan jo ikke lade være med allerede nu at småtænke lidt over det, når man læser om den slags i avisen.
Hvordan skal man i det hele taget forholde sig, når tiden er inde! Skal man huske at lukke katten ud! Eller ind! Og så videre. Og hvad med hønsene! Og postkassen! Og hvad med os selv! Skal vi gå inden døre og lukke døre og vinduer og lytte til radioen! Hvad sender de, og er det genudsendelser, Giro 7, 9, 13 eller Godnatradio fra morgenstunden, og kan det overhovedet nytte noget! Får vi i det hele taget ordentlig besked om det endelige tidspunkt, og holder Brugsen og REMA1000 længe åben dagen før med stærkt nedsatte priser på hele dynen.
Vil man i erkendelse af, at det uafvendelige er på trapperne og al evakuering utænkelig, samles til hyggeligt samvær på selve dagen! Måske udendørs på et højt sted med godt udsyn til begivenhederne. Vil kommunen arrangere, at vi simpelthen får det bedste ud af det, når det nu ikke kan være anderledes. Som sædvanlig.
Tillad mig at lege den tanke til ende!
Lad mig foreslå Skamlingsbanken, det kunne være et udmærket udgangspunkt for løjerne. 113 meter plus støtten. Der kan vi godt være nogen stykker, der har været så mange folkefester, og skal der være fest, så lad der være fest. Og ingen afspærringer med rød-hvide plastikstrimler, der summer i vinden, mens småtykke hjemmeværnsfolk i giftiggrønne refleksveste gumler rullepøllemadder.
‘Vi ses på Vega’ kunne arrangementets slogan passende lyde.
Lyrens klareste stjerne står ganske vist kun rigtig højt på himlen i sommernatten, men ingen kender jo dagen, før skidtet slår ned - før klokken så at sige ringer ind til et splitsekund af en ulvetime, der ikke vil blive husket, fordi der ikke er nogen til det. Jeg mener ikke, man kan udelukke, der bliver noget Titanic over det.
Bamses ‘I en lille båd der gynger' kunne i den forbindelse passende lyde fra samtlige kirkeklokker for at tage det trykkede af stemningen - muntert akkompagneret af byers sirener i én stor ragnarock’n roll, medens vi febrilsk bladrer i folderen ‘Sikkerhed På Mælkevejen’ fra Forsikringsselskabernes Brancheforening, mens vi alle spiser is og drikker øl der på Skamlingsbanken, henholdsvis magnum og guld i dagens anledning, og sodavand til børnene, alle dem de kan bælle i sig, mens vi i håbet på det bedste alligevel sidder på medbragte førstehjælpskasser fyldt med plaster og panodiler til alle afdansningsballers moder.
Måske er der nogen, der vil klappe som tyske turister i solnedgangen ved Vesterhavet, men dem skal jeg og et par af gutterne nok tage os af.
MEN...
Med ét er arrangementet ovre, Skamlingsbanken vil være lidt mere end almindeligt glattet ud, stensøjlens seksten meter vil være trykket i bund og lidt til, og når man ser bort fra tusindvis af stillede træsko, vil der ikke være meget at rydde op bagefter, endsige folk til det. I hvert fald ikke lige her omkring. Det må en anden kommune tage sig af.
EPILOG
Man kan muligvis sige, jeg her har kogt suppe på en uvis sten, men alligevel, måske ER det Vorherre, der, som eneste sande autonom, har tænkt sig at smide sten efter os. For at rydde lidt op. At der så at sige skal falde brænde ned til stenalderens genindførelse. At Moder Jord atter skal blive som barn - som en lille stenalderpige efter en effektiv loppekur. Sådan kunne man egentlig godt se på det, hvilket næsten kan give én sved på panden, hvis ikke liiige det var fordi, der er så længe til...

12/03/2012

Zigzagsniksnak

Tekst og tegning: Jens Bach Andersen

Tillad mig at fortælle en smule mere fra Thailand, hvor fruen og jeg var på ferie sidste år.
Vores hotel lå ved hovedgaden i byen Ao Nang, én lang hovedgade hvor al trafikken var koncentreret. Der var sidegader, nuvel, smalle, og kun de færreste var asfalterede; sidegader hvor det almindeligste byggemateriale var brædder og bambus, mens alt med neonrør og popmusik lå ud til den her summende hovedgade.
I den gade kunne man, efter min mening, virkelig snakke om travl trafik; små søde og farvestrålende knallerttaxaer, kaldet tuk-tuk, med unge chauffører, plus motorcykeltaxaer til kun én passager, ganske almindelige biler og taxaer og et utal af kulørte turistbusser med passagerer på både første og anden etage. Lidt cyklister var der også.
Men! I thailand kører folk desværre i venstre side af vejen, hvilket er meget forvirrende, når man ikke er vant til det. Et rent overflødighedshorn af muligheder for at komme galt af sted, hvis man leger med tanken om bare at komme ud til de stiplede midterlinier, som så heller ikke var der.
Vi turde slet ikke leje bil, som vi ellers plejer, hvis vi er kommet af sted uden vores egen.
Men det sker selvfølgelig, at man får lyst til at komme over på den anden side af en gade, og jeg havde således fundet mig et sted lidt ude ad en gruset sidevej med køligt øl i brædder og bambus - på den anden side.
Jeg stod så engang imellem ved fortovskanten til hovedgaden og kikkede skiftevis til den ene og den anden side, og sådan smutter der hurtigt et kvarters tid, og mere og mere hvepseredeforvirret bliver man, som en lille dreng der - hvis han ikke vil i seng uden aftensmad - har fået valget mellem at rydde op på sit værelse eller slå græsset. Begge dele skal helst undgås uden at komme i klemme. Aftensmaden finder vi nok ud af.
Og på et eller andet tidspunkt, når trafikken var svagest, sprang jeg så ud i noget nærmest russisk spidsrodsroulette, i zigzag, sådan føltes det, og det lykkedes så alligevel også hver gang at nå det modsatte fortov uden varige skrammer. Blot blev man - inden selve springet ud på spejlægsvarm asfalt - noget øm i nakken af at stå der og kikke modsat i begge retninger, som en der hårdnakket benægter alt i et vældigt tempo, mens biler og sager ustandseligt kom fra den forkerte side.
Og så kommer der en beskrivelse af en helt anden ting, som så også har noget at gøre med at være omvendt og modsat på gaden.
Det var herhjemme.
Det var her i vinter, hvor jeg var inde i byen i et ærinde, sidst på eftermiddagen ved den tid på året, hvor Solen går ned omkring klokken fire. Det var allerede halvmørkt, og jeg kom travende på fortovet i en gade, hvor der ikke er frådset med gadelygter.
Jeg gik og rullede mig en smøg, og i den situation kikker man gerne nedad for ikke at tabe for meget tobak.
Mellem to gadelygter fornemmede jeg pludselig en mørk skygge millimeter foran mit snudetøj, hvorefter mit baghoved var der ligesom en mis:
- Stop, Andersen, du er ved at rende ind i et vejskilt. Igen.
Jeg stoppede op så hurtig som muligt, løftede blikket og stirrede så lige direkte ind i ansigtet på en meget mørk herre, der også var stoppet meget hurtigt op.
Han var simpelthen sort, altså n***r, hvilket selvfølgelig ikke kommer sagen ved, udover at det gjorde det noget nemmere for mig at overse ham der i mørkningen.
Det viste sig, at han også havde gået og kikket nedad; han gik og rodede med sin mobiltelefon.
Allerførst gik vi begge et lille, men både automatisk og lynhurtigt skridt baglæns, hvorefter der skete det bekendte, at min modstander gik et skridt til venstre, hvorimod jeg gik et skridt til højre, for at vi kunne fortsætte vores færd i hver vores retning, hvilket resulterede i, at vi nær var stødt sammen en gang til. Vi var jo gået til samme verdenshjørne.
Et splitsekund senere var det lige modsat; han gik nu et skridt til højre, mens jeg gik et til venstre. Nær-ved-sammenstød igen.
Tredje gang blev forsøget ligesom mere halvhjertet, og fjerde gang var ikke noget at snakke om. Måske vi begge anede en blindgyde, så at sige.
Jeg blev helt befippet, det plejer jeg, og vi stod stadig ret tæt sammen, faktisk lige op ad hinanden, ingen af os havde rigtigt sanset at spørge om vej uden om modparten. Det hele var foregået på rygraden.
Forbipasserende har muligvis troet, vi var i gang med en slags rituel dans for folk, der kikker nedad i skumringen, mellem et par gadelygter, og jeg har aldrig været vild med dans. Heldigvis var der ingen, der klappede.
Smøgen, jeg ellers rullede på, blev ikke rigtig noget at snakke om, ligesom min dansepartners sms måske endte i ren volapyk hos en sagesløs medarbejder på Stavanger Kommunekontors afdeling for byggetilladelser i rekreativt område.
Det var det tætteste, jeg meget længe havde været på et n***rkys, kan jeg roligt sige, hvis jeg da må sige det sådan.
Herefter lyste det ligesom op fra et stort sæt smilende, kridhvide tænder foran mig, hvorefter manden smågrinende slog ud med den ene arm, som om han ville sige 'After you, Sir'. Han valgte således side for mig, når nu jeg ikke selv kunne finde ud af det. Jeg husker ikke hvilken.
Vi fik altså styret fri af hinanden, og jeg har ikke set ham siden. Vi fik ikke engang hilst. Ikke rigtigt. Kun danset. I halvmørket gik vi videre med hver vores pillearbejde.
Og hele forløbet tog selvfølgelig ikke så lang tid, som det her har taget mig at gøre rede for det, men der kan man alligevel se, hvordan det i livets færden er praktisk at vælge side med omhu.