24/09/2026
Morsår og kraft
Er en kvinde såret i sit mor-felt, er hun såret i sit allerinderste. Det er at sammenligne med at have fået et stykke troldglas i laget, hvor det menneskelige felt og sjælen smelter sammen. Afhængig af sårets beskaffenhed og troldglassets størrelse, vil det være mere eller mindre vanskeligt for hende at vedkende sig sin kraft og sætte den i anvendelse.
Relationer vil være smertefulde – både kærlighedsforhold med en partner og andre nære relationer. Samværet med mennesker vil uvægerligt berøre feltet med mor-såret.
Er såret særligt dybt, vil det holde datteren fanget og blive de tremmer, hun oplever verden igennem, selv som voksen.
De fleste sår er nedarvede – de tilføjes ikke altid ud af ondskab og et ønske om at skade, men opstår, fordi moderen selv er fortæret af sit sår og langer ud i blind smerte efter sin datter – dermed såres datteren, og såret gives videre i slægten.
Heler en kvinde ikke sit sår, vil hun automatisk, instinktivt og ureflekteret give såret videre til sin datter, der så giver det videre
til sin datter.
Generation efter generation gives verdensopfattelsen, frygten og skammen ureflekteret videre, indtil en kvinde ser slægtens arv og vælger at gøre op med den.
(En snip fra min bog: "Min mors datter", til ære for alle de døtre der arbejder med at hele sårene).