Tanja Eskesen

24/09/2026

Morsår og kraft
Er en kvinde såret i sit mor-felt, er hun såret i sit allerinderste. Det er at sammenligne med at have fået et stykke troldglas i laget, hvor det menneskelige felt og sjælen smelter sammen. Afhængig af sårets beskaffenhed og troldglassets størrelse, vil det være mere eller mindre vanskeligt for hende at vedkende sig sin kraft og sætte den i anvendelse.
Relationer vil være smertefulde – både kærlighedsforhold med en partner og andre nære relationer. Samværet med mennesker vil uvægerligt berøre feltet med mor-såret.
Er såret særligt dybt, vil det holde datteren fanget og blive de tremmer, hun oplever verden igennem, selv som voksen.
De fleste sår er nedarvede – de tilføjes ikke altid ud af ondskab og et ønske om at skade, men opstår, fordi moderen selv er fortæret af sit sår og langer ud i blind smerte efter sin datter – dermed såres datteren, og såret gives videre i slægten.
Heler en kvinde ikke sit sår, vil hun automatisk, instinktivt og ureflekteret give såret videre til sin datter, der så giver det videre
til sin datter.
Generation efter generation gives verdensopfattelsen, frygten og skammen ureflekteret videre, indtil en kvinde ser slægtens arv og vælger at gøre op med den.

(En snip fra min bog: "Min mors datter", til ære for alle de døtre der arbejder med at hele sårene).

23/09/2026

Mens solen stod op, sad jeg ved havet og gloede og skrev. Det var stjerneklart, vinden var svag, ind imellem kunne jeg høre fiskehejren og lyden af et marsvin der brød vandoverfladen for at hente luft. Porten fra efterårsjævndøgnet stod på klem og alt er fint og blødt. Min opmærksomhed er vendt mod naturens magi og samtidig har jeg et øre vendt ind mod temaet om at fortryde noget og at vælge forkert.

I morgenmørket lander det endnu engang som en vished: at set fra urkraftens perspektiv, kan man ikke vælge rigtigt eller ’forkert’. Der er findes ikke fejl, kun valg, konsekvenser og erfaringer.

I det lys, er der ikke et status quo som kan forstyrres, kun erkendelsen af at alting altid er i bevægelse og er en konsekvens af valg og handlinger. Og hvis intet status quo der er, er der intet som kan ’ødelægges’.

Selvfølgelig kan valg have langt større konsekvenser end vi forestiller os - og måske interessante eller uventede konsekvenser, som vi skal arbejde videre med - men hvad nu hvis man ikke kan vælge forkert..?

22/09/2026

21/09/2026

Snart er det efterårsjævndøgn. Det er en tid med stor magi. Lys og mørke balancerer for en stund – nat og dag er lige lange, før vi vender indad og nedad i mørket.

Den historie du fortæller dig selv, vil i mørket finde grokraft og til foråret skyde op i lyset, med livskraft og saftighed. Du afgør hvilke frø du sår i vinterens hvile.
Spørg indad – hvad er det for en historie du fortæller om dig selv? Til dig selv? Til andre?

Er det en historie, der ærer dine ar, dine kampe, sorger og glæder? Sætter dig fri til at leve dit liv i samklang med din sjæls længsel og din kraft og essens, selv om det betyder du igen og igen må møde dig selv med venskab og tage dig af dine sår?
Eller fortæller du dig selv en historie, om alt det du ikke kan, alle de gange du er mislykkedes, om dine fejl og det du skammer dig over, om alt det du ’burde’ være, for at være elsket af dig selv, dine omgivelser og Skabelsen?

Hvad ønsker du, skal næres i vinterens mørke og skyde mod lyset til foråret?

Gå med spørgsmålet nogle dage - læn dig ind i dig selv og undersøg, hvor i dit liv du trænger til gennem handling at skabe forvandling. Tag beslutningen om at gøre én - måske ganske lille - ting på daglig basis, der støtter ind i det du ønsker skal vokse og gro.

Det kan være en fornyet loyalitet over for dig selv, dine værdier og det du tror på. Eller måske er det helt simpelt dagligt at strække dig, læse 5 min i en bog der nærer sjælen, standse op og bare glo eller høre et stykke musik, der gør dig godt og hjælper dig til at huske hvem du er.

Glædeligt efterårsjævndøgn - må det give næring til kærligheden og kraften ❤️‍🔥

17/09/2026

Friktionen mellem kraft og arv
Igen og igen har jeg oplevet, at kvinder har sat sig over for mig i min praksis og sagt: ”Hvis jeg selv bestemt i mit liv, så ville jeg..” Ikke altid er ordene faldet så præcist, men oplevelsen af ikke selv at bestemme fuldt i sit liv har været en rød tråd.

Når jeg sammen med kvinden er gået på opdagelse i hvor oplevelsen af ikke selv at bestemme i sit liv kom fra, har det ofte stået hen i det uvisse. Der har ikke nødvendigvis været traumer eller specifikke begivenheder, der har skabt oplevelsen. Kvinden har ikke været umyndiggjort, været tvangsgift eller medlem af en obskur kult. Og alligevel har oplevelsen af at hendes liv ikke fuldstændig var hendes eget at råde over, været insisterende.

Som årene er gået er tonen af at “en kvindes liv ikke kun er hendes eget” trådt frem som en del af vævningen i det jeg nu kalder den kvindelige arv. Dét der går i arv i en slægt, i det kollektive og fra kvinde til kvinde.

Arven kan ligge som et lag man er bevidst om og i en eller anden grad er i følekontakt med – men det kan også ligge som en indre (ubevidst) korrektion, som bare er styrende. Derfor kalder jeg også arven for et kontrolsystem.

Jeg oplever, at en pige undfanges i uforstyrret kontakt med sin utæmmede kraft. Hun kan mærke sig selv og forbindelsen til alting. Men allerede i moders liv downloades en form for kontrolsystem, der forstyrrer forholdet til kraften – og dermed til pigen selv. Kontrolsystemet går i arv og taler om at passe ind, om at tage hensyn og være mere ansvarlig for omgivelserne end for at varetage egne behov og drømme..

Lag for lag forstærkes kontrolsystemet af de ting en pige oplever, måden hun opdrages og socialiseres på, som ofte handler om at være imødekommende, stå til rådighed, tage vare på fællesskabet og andres behov.

Hvis den kvindelige arv styrer vores relationer, skal vi ubegrænset stå til rådighed og bære ubærlige byrder for omverdenen. Vi skal lytte, nurse og være imødekommende. Der er ingen grænser og det forskubber ansvaret mellem voksne – så én bliver overansvarlig og en anden underansvarlig, mens ingen er selvansvarlige. Det skævvrider grundmønstre og tænder dramatrekanten.

Kontrolsystemet er frygtbaseret, selvopretholdende og beskytter sig selv – fx ved at betvivle urkraften, der udfordrer kontrolsystemet og erklære det for falsk eller uvæsentligt.

Det kan have karakter af et relæ der nærmest slår fra, hvis man kommer for tæt på det eller stiller spørgsmålstegn ved om overbevisningerne indlejret i arven er er sande og livgivende.

Kontrolsystemet kommer dermed til at stå imellem en kvinde og hendes kraft. Vi kan derfor hidse kraften og alligevel opleve at kontrolsystemet blander sig gang på gang og suger ilten ud af den indre ild og kraft – og da et bål må have ilt for at kunne brænde, undermineres den kvindelige urkraft og livet bliver Iltfattigt.

(En snas fra min kommende bog: URSTOF).

16/09/2026

Livstræ
Forestil dig et træ, som da det var ungt, er plantet tæt på et smedejernsgitter. Efterhånden som træet har vokset sig større, er det kommet tættere og tættere på gitteret og langsom er det vokset ind gennem gitteret. Gitteret ses glimtvist i barken og stikker måske ud på hver side af træet. At vokse op så tæt på en begrænsning, har helt sikkert præget træet – det har formet dets vækst – men der er stadig masser af livskraft i træet – uanset at gitteret også er der. Måske får vi lyst til at fjerne gitteret – nærmest skære det løs fra træet. Befri træet for den smerte, vi spejler i at være vokset sammen med gitteret.

Tag da et skridt tilbage – se træet i al dets vælde. Stadig vokser det. Årstid for årstid, nok er gitteret indlejret, men stadig er der liv. Masser af liv. Ikke kun i træet, men også omkring det. Måske vokser der svampe på jorden omkring det eller anemoner om foråret. Selv om gitteret er der, er der stadig en stærk stamme man kan læne sig op ad, finde ro og kraft, før man igen bevæger sig ud i livet. Træet er et livstræ. Det skaber ringe af liv omkring sig – noget liv er synligt for det blotte øje – andet er ikke umiddelbart synligt.

Når jeg taler om at være livtræ, taler jeg ikke om at være perfekt. Urokkelig. Upåvirkelig. Men om at læne sig ind i visheden om, at uanset hvad der har formet væksten – hvilke sår og oplevelser der har præget os (eller træet), er der også en enorm kraft til stede. Det er livets storme der har rusket i dig, måske knækket et par grene, men også skabt et stærkt rodnet.

At være livstræ er en måde at være til stede i verden på, som er rummelig, seende, viis. Du står i dig selv med blødhed, åbenhed og kærlighed, men også en uendelig styrke og afgrænsning, for du har valgt at tro på livet og kærligheden som en bærende impuls. Uanset hvilke smedejernsgitre og andre begrænsinger, som har præget dit liv.
Når du er DIG og tillader dig selv at være HELE dig, udfolde hele dig, tillader dig selv at blomstre, da vibrerer Skabelsen og Livet. Du bliver livstræ og skaber liv i dig og omkring dig.

At være livstræ er, at tage din kraft til dig, og skabe vækst i dit indre univers og omkring dig – uanset hvad du har med dig eller hvad du har oplevet. Du er ikke livstræ på trods af dit liv – men i kraft af.

Livstræ eller livstræt. Valget er dit.

(En bid fra min kommende bog: URSTOF).

15/09/2026

Evnen til at handle
Den sunde kriger er i stand til at danse med virkeligheden, fleksibel, bevægelig, intuitivt.
Den sunde kriger søger indsigt og er villig til derefter at handle på sin indsigt.
Krigeren har modet og villigheden til at træde nøgen frem for sin elskede og derigennem for skabelsen. Det giver friheden til at agere – handle og ikke kun re-agere.
Agere kommer af latin og betyder at handle . Reagere kommer også af latin og betyder ’at virke tilbage’. Når man reagerer, er man altså bundet af den oprindelige påvirkning og ufri.

Krigeren er bevidst og seende og reagerer selvfølgelig på en given påvirkning, men er frem for alt frit stående og frit seende og kan derfor agere – handle.
At SE og handle på det, hun ser, når tidspunktet er rigtigt, giver TIMING, så hun bliver fri til at handle, når der er en åbning.

I det felt er intet givet – det drejer sig alene om selvansvarlighed, om valg der skal træffes, og skridt der skal tages.

(En snas fra 'Krigerens Bog. At leve et liv i kærlighed. Foto: Lars Mikkelsen).

11/09/2026

Mens solen stod op forberedte jeg det sidste til dagens workshop. Endnu en gang mødes jeg med den gruppe kvinder, som gennem et år “Sanser svaret i det indre”.
Dagens tema er den kvindelige arv og dramatrekanten.

Min oplevelse er, at kontakten til vores kraft forstyrres af pligten til at være overansvarlig for andres behov og følelser - og dermed underansvarlighed for eget liv. Det sker i det indre og i vores relationer.

Offer, redder og bøddel rollerne er vævet dybt ind i den kvindelige arv- bevidstgør vi dem, kan vi vælge anderledes - og give urkraften næring 🔥

At det samtidig er sortmåne, gør kun processen og kontakten til loyaliteten overfor sig selv, stærkere.

Venlig, men aldrig tam ❤️‍🔥

(Ps: Ny gruppe starter i januar, hvis du mærker det kalde. https://www.facebook.com/events/1025170900198145)

10/09/2026

At sætte alting frit
Nogle gange sker der skift i Livet. Skift som er så store – eller afgørende – at alt på en måde bliver sat fri.
Når alt er sat fri, skaber det en åbning til at se de steder, vi lever efter udtjente vaner eller overbevisninger.
Det giver muligheden for at spørge os selv, om den måde vi har bygget Livet op på, er sket ud af en vane – noget vi har lært bevidst eller ubevidst – eller fordi det virker.
Skaber du med dine daglige valg det Liv du, virkelig ønsker dig og brænder for?
Når alt er sat fri, skaber det en åbning for i dybere grad at overveje: Hvem er Jeg? Hvad er væsentligt? Hvad vil jeg med mit Liv? Hvilken arv vil jeg efterlade mig – hvad vil jeg give videre til den del af æten, som kommer efter mig?

Min erfaring er, at det er et sted, som kræver stort mod at være i. At skabe et rum for sig selv, hvor alt er tilladt. Alt er muligt. Der er ingen faste svar – alene muligheden for at undersøge, hvad der giver mening. En mulighed for at undersøge, hvilke valg der nærer Sjælen, og hvilke valg der udsulter den.

Svarene ligger i dig – dybt i Kællingens rige.

Der vil sjældent være lynhurtige og krystalklare svar, da det er et sted præget af langsomhed. Det kræver mod til at være langsom og tage den tid, det tager.
Det kræver vedholdenhed og mod til igen og igen at vende tilbage til dét sted i dig, hvor Livet krymper sig eller filtrer sammen i en knude af fastlåste overbevisninger, som holder dig fast i et knugende greb.

At sætte alting fri er en hengivelse til Skabelsen. Et Kærlighedsmøde, hvor din Sjæl får mulighed for at skabe det Liv, du er her for. Indefra og ud.

Alt, det kræver, er, at du tør lytte til din indre Kælling og tillægge hendes kald værdi.

(Ordene som passer til tiden lige nu, er fra 'Kællingens Bog')