21/09/2026
“Hvor mange børn har du?”
Et spørgsmål, der burde være så nemt at svare på. Men som kan sætte tusind tanker i gang på få sekunder.
Jeg har flere gange stået i en samtale og svaret “2” helt automatisk. Måske fordi personen ikke kender vores historie. Måske fordi jeg ikke var forberedt på spørgsmålet. Eller måske fordi jeg ikke lige dér havde overskud til at fortælle, at vi også har en søn, som døde.❤️🩹
Og hver eneste gang kommer følelsen bagefter.
Hvorfor sagde jeg ikke 3? Hvorfor nævnte jeg ikke Demien? 💔
Jeg ved godt, at jeg ikke skylder nogen en forklaring. Men det ændrer ikke på følelsen af, at jeg i et kort øjeblik ikke fik givet ham den plads, han fortjener.
For jeg har 3 børn.
To her hos mig. Og én, jeg savner hver eneste dag.
Jeg øver mig stadig i at finde ordene. Og måske kommer der en dag, hvor jeg uden tøven kan svare “3”, uanset hvem der spørger.
Men indtil da prøver jeg at huske mig selv på, at mit moderskab ikke afhænger af, hvad jeg får sagt i en samtale.
Demien er min søn. Også når ordene svigter. ❤️🩹❤️
