16/09/2026
Det kan være svært at tage snakken om døden.
Anja og Frank tog snakken og tager den igen med hjælp fra "Min sidste vilje".
Læs her Anjas beskrivelse af vigtigheden i at turde give sig i kast med ordene omkring det, der venter os alle.
“På et tidspunkt skal vi to ha’ en snak om … hvad fanden er det nu, det hedder?” siger Frank.
“Tænker du på døden?” spørger jeg.
Et øjeblik overvejer jeg, om det er grænseoverskridende at være så direkte.
Men inden jeg får tænkt mere over det, står vi dér, mens jeg hakker persille, og taler om kister, præst, kirke og gravsted.
Og for hver ting, vi kommer omkring, ser Frank mere og mere lettet ud.
Jeg ved ikke, om jeg er blevet ven med døden.
Jeg ved heller ikke, om man nogensinde bliver klar til den.
Men jeg ved, at det gjorde Frank godt at tale om den.
At få sagt noget højt.
At få taget stilling.
At vide, at jeg ved noget om, hvad han ønsker.
Vi blev ikke færdige.
Så jeg lovede ham, at vi inden længe sætter os sammen og laver Min Sidste Vilje.
Og bagefter vil jeg lave min egen.
For ingen ved hvornår?
Måske er det i virkeligheden noget af det mest kærlige, vi kan gøre for hinanden.
Ikke at lade som om døden ikke findes.
Men at turde tale om den, mens vi stadig kan.
Så jeg bliver nysgerrig:
Ved dem, du elsker, hvordan du gerne vil herfra?
Ved de, om du vil begraves eller bisættes?
Om der er en sang, der skal synges?
Om du ønsker kirke, skov, stilhed eller noget helt andet?
Og ved du, hvad de ønsker?
Måske behøver samtalen om døden ikke begynde, når døden står i døren. Men kan begynde en helt almindelig dag.
Mens nogen hakker persille.
