16/06/2026
I går fik jeg lov til at gøre noget af det, jeg elsker allermest: at snakke løs!
Henrik fra VisitMiddelfart kom forbi Severin for at tale med deres blomsterbonde (mig). Men samtalen kom til at handle om meget mere end danske blomster.
Bevares, blomsterne er vigtige. Men på mange måder er de faktisk et middel til et større mål: at skabe rum, hvor mennesker kan trække vejret lidt dybere, finde ro og genoprette forbindelsen til naturen – og måske også til sig selv.
Da jeg startede Blomsterfabrikken, drømte jeg om at skabe et frirum. Et sted, hvor mennesker, der havde brug for en pause, kunne få lov til at tage den. Særligt kvinder har gennem årene fundet vej til blomstermarken, og jeg har altid båret på en tro om, at når vi giver os selv lov til at stoppe op, så vender vi stærkere tilbage.
Men hvis jeg skal være helt ærlig, så er den drøm indimellem druknet lidt i momsregnskaber, iværksætternervøsitet, jagten på salg og alt det andet, der følger med livet som idealistisk iværksætter.
I går fik jeg lov til at tale mig varm.
Så varm, at jeg kunne mærke det helt inde i kernen.
Om den samme passion, som fik mig til at starte rejsen. Lysten til at skabe noget, der ikke kun er godt for naturen, men også for mennesket. Noget, der giver plads til nærvær, fællesskab, refleksion og jordforbindelse.
Måske er det også derfor, at jeg på det seneste har været så optaget af uderummets muligheder. Hvordan vi designer steder, der inviterer mennesker til at sænke skuldrene, være nysgerrige, sanse og bare være til stede. Jeg har ikke opfundet noget nyt. Jeg har bare fundet tilbage til den tanke, der startede det hele.
Min fordel er, at jeg efter seks år med danske blomster er blevet meget klogere. Klogere på iværksætterlivet. Klogere på mig selv. Og heldigvis også klogere på, hvordan natur og uderum kan bruges aktivt til at skabe trivsel og forbindelser mellem mennesker.
Det føles ærligt talt ret fedt 💚