04/09/2026
Alle de amerikanske forlag skalerer deres gamle tegneserier ned i ”lomme-format”
DC har deres Compact Edition og Marvel sin Premiere Collection. Image har udgivet tegneserien ”Paper Girls” i en ”backpack edition” og Oni Press har sine ”Compact Comics.”
Udover at formatet er skrumpet lidt, så er priserne som regel også, og så er det udelukkende genudgivelser af ældre tegneserier.
Nu er IDW også hoppet med på vognen. De har lanceret deres nye Classic Collection der blandt andet indeholder Godzilla, Rocketeer, Star Trek og D4ve-tegneserier og altså også den hyperpopulære gyser Locke & Key, der er skrevet af Joe Hill (Stephen Kings søn) og som også for år tilbage fik sin egen Tv-serie på Netflix.
De to første albums i serien (Welcome to Lovecraft + Head Games) er samlet i den første Classic Collection og står til små 140 kr. Det er IDW’s plan at samle resten af serien i to bøger mere. Det betyder at man kommer til at kunne erhverve sig hele Locke & Key-serien til under fem hundrede kroner. Det er skisme billigt!
Locke and Key handler om 3 børn der sammen med deres alkoholiserede mor flytter tilbage til Keyhouse, en stor og hemmelighedsfuld mansion, der har været i familiens ejendom i århundrede. Flytningen finder sted efter et tragisk mord på børnenes far, og det skal vise sig, at den gamle bygning måske indeholder nogle svar på faderens død, hvis altså børnene kan afkode de satans mange nøgler og hemmeligheder, som huset gemmer. Tegneserien er, synes vi her i Fantask, langt mere uhyggelig end TV-serien, og kan varmt anbefales.
https://fantask.dk/detail.asp?category=comics&itemid=197279
_________
Du kan tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af vores hjemmeside på: www.fantask.dk