Region Syddanmark

Region Syddanmark Velkommen til. Vi står for sundhed, sygehuse, psykiatri, sociale tilbud og regional udvikling. Velkommen til Region Syddanmarks facebookside. Tak for det.

Det er dejligt, at du vil følge med her på siden og deltager i debatten med holdninger og erfaringer. Langt de fleste byder ind i kommentarfeltet med en god tone. Man må gerne være uenige, men det skal foregå i en ordentlig tone. Vi forbeholder os retten til at fjerne indlæg, som er fornærmende eller injurierende mod enkeltpersoner eller virksomheder, samt opslag som er kommercielle eller uvedkommende.

🌊🏝️🍓Sommerråd fra børnelægen🌞🏖️🍉🍦😎Vi elsker, at børn er aktive, men om sommeren ser vi også flere skader Sådan fortæller...
24/07/2026

🌊🏝️🍓Sommerråd fra børnelægen🌞🏖️🍉🍦😎

Vi elsker, at børn er aktive, men om sommeren ser vi også flere skader
Sådan fortæller børnelæge og cheflæge Louise Jürgensen fra Børne- og Ungeafdelingen på Sygehus Sønderjylland.
Hvor vinteren ofte byder på mange børn med infektioner, er sommeren typisk lidt roligere på børneafdelingen. Til gengæld ser personalet flere ulykker, fordi børnene er ude at lege, dyrke sport og være aktive. Præcis som en god sommerferie gerne skal være.

- Man kunne fristes til at sige: Sælg trampolinen, ATV'en og hesten. Pak børnene ind i vat og placer dem foran en skærm. Men det er bestemt ikke vores anbefaling. Børn skal lege, udforske og bevæge sig, og vi skal hjælpe dem med at gøre det så sikkert som muligt.

Derfor lyder rådene:
- Sørg for sikkerhedsnet omkring trampolinen eller grav den ned.
- Husk hjelm, når barnet cykler, rider eller kører ATV.
- Tal med de unge om alkohol, stoffer og nikotinprodukter som pufbars, nikotinposer og vapes. Mange ulykker blandt unge sker i forbindelse med alkohol.

Når temperaturen stiger, kræver de mindste lidt ekstra opmærksomhed.
- Nyfødte og spædbørn har sværere ved at komme af med varmen. Klæd dem let på, mærk efter i nakken eller på brystet, og sørg for, at de får væske nok. Fuldammede børn har normalt ikke brug for ekstra vand, men kan have behov for hyppigere amninger. Og ja, en sodavandsis tæller også lidt med.

Solen kræver også omtanke.
- Små børn bør være mest muligt i skyggen og beskyttes med let tøj og solhat. De helt små bør så vidt muligt undgå direkte sol, mens større børn med fordel kan bruge UV-tøj eller solcreme med mindst faktor 30. Det gælder også de unge.

Både biler og barnevogne kan blive meget varme på kort tid.
- Stil altid barnevognen i skyggen, dæk den aldrig med stofble eller tæppe, og efterlad aldrig et barn alene i bilen. Heller ikke bare et øjeblik.

Sommeren er højsæson for bier, hvepse og myg.
- Hold øje med mad og drikke, når I spiser udenfor, så børnene ikke får en bi eller hveps i munden. En kraftig lokal hævelse kan ofte lindres med antihistamin fra håndkøb. Opstår der vejrtrækningsbesvær eller svær svimmelhed, skal man straks søge læge. Og nej, myggeallergi er som udgangspunkt en myte. Nogle reagerer bare kraftigere end andre.

Det vigtigste sommerråd er dog ganske enkelt:
- Hyg jer sammen. Sommerferien giver tid til nærvær, fællesskab og oplevelser. Der vil også opstå konflikter og uforudsete situationer, og det er helt normalt. Når I får dem løst sammen, giver I børnene erfaringer, de kan tage med sig resten af livet.

Og så slutter Louise Jürgensen med et råd, de fleste børn nok vil bakke op om:
- Husk, at en is altid er en god idé om sommeren 🍦🌞

Ved fuld bedøvelse – også kaldet narkose eller anæstesi – bliver du lagt i en kunstig søvn og mærker ingen smerter under...
21/07/2026

Ved fuld bedøvelse – også kaldet narkose eller anæstesi – bliver du lagt i en kunstig søvn og mærker ingen smerter under operationen.

Det ved Mette Utke Lenstrup en masse om. Hun er ledende overlæge på Bedøvelse og Intensiv-afdelingen på Sydvestjysk Sygehus, og hun møder mange patienter, der skal bedøves.

I 2025 sørgede hun sammen med afdelingens 40-45 anæstesilæger og ca. 50 anæstesisygeplejersker for, at over 13.000 patienter blev lagt i fuld narkose og kom smertefrit igennem deres planlagte operation, undersøgelse eller behandling.

Hun understreger, at narkose er en meget sikker bedøvelsesform, og at man aldrig er alene, når man får narkose - men forstår godt, at patienter har spørgsmål til narkose.

- For os er narkose blot en af mange bedøvelsesformer, og vi er vant til den. Men det er patienten ikke. Det kan være meget grænseoverskridende at skulle lægges i narkose, og der kan være flere spørgsmål til narkosen end til selve operationen, fortæller hun.

Her får du anæstesilægens svar på mange patienters spørgsmål 👇
https://regionsyddanmark.dk/om-region-syddanmark/presse-og-nyheder/magasinet-sund-i-syd/tema-om-brystkraeft/i-narkose-er-du-aldrig-alene

- Der findes ikke ‘sund kulør’. Solbrun hud er ikke tegn på sundhed, men på at huden forsøger at beskytte sig mod DNA-sk...
17/07/2026

- Der findes ikke ‘sund kulør’. Solbrun hud er ikke tegn på sundhed, men på at huden forsøger at beskytte sig mod DNA-skade.

Sådan fortæller cheflæge og klinisk lektor Sigurd Broesby-Olsen fra Hudafdeling I og Allergicentret på Odense Universitetshospital. For selvom sommer og sol er dejlig, så er solen den absolut største sommerfare for din hud.

Derfor er lægens råd til at passe på din hud under sommersolen klart:

- Det vigtigste er at undgå at blive solskoldet. Hver eneste solskoldning er en skade på huden og øger risikoen for hudkræft senere i livet. Derfor handler god solbeskyttelse ikke om at undgå solen helt, men om at omgås den fornuftigt.

Til det holder de klassiske solråd stadig:
• Søg skygge, når solen er stærkest – især kl. 12–15
• Brug tøj, hat og solbriller
• Brug solcreme med mindst SPF 30 på hud, der ikke er dækket
• Hold også øje med UV-indekset – er det 3 eller mere, skal du beskytte huden

Og så er det en rigtig god idé at smøre sig ind i solcreme to gange, fortæller Sigurd Broesby-Olsen:

- Nyere forskning viser, at de fleste af os bruger alt for lidt solcreme. Derfor anbefales mindst SPF 30, og et godt råd er at smøre sig ind to gange med cirka 15-20 minutters mellemrum, inden man går ud i solen. Det giver en væsentligt bedre beskyttelse end én hurtig indsmøring.

Små børn bør især beskyttes med tøj, hat, solcreme og skygge. Ældre har ofte også mere skrøbelig hud, der lettere tager skade.

Er uheldet ude, og huden er blevet solskoldet, er der følgende råd:
• Gå væk fra solen
• Køl huden ned med et køligt bad eller kolde omslag
• Brug fugtighedscreme og drik rigeligt med væske
• Har du smerter, kan du bruge almindelig smertestillende som paracetamol eller ibuprofen
• Hvis der opstår blærer, feber, sløjhed eller mistanke om hedeslag, skal du kontakte din læge.

Men Sigurd Broesby-Olsen understreger, at den absolut bedste behandling ligger i forebyggelsen:

- Den bedste behandling af solskoldning er at undgå den. Huden glemmer ikke solskader, og risikoen for hudkræft afhænger både af den samlede UV-belastning gennem livet og af antallet af solskoldninger – særligt dem man får som barn og ung.

Selvom der generelt er mindre travlt på afdelingen om sommeren, ser afdelingen også sæsonbestemte problemstillinger som fx patienter med insektstik og allergiske reaktioner efter især hvepsestik – og patienter, som skal have undersøgt modermærker.

- Når folk får shorts og badetøj på, opdager de pludselig modermærker, som måske har ændret sig. Det er faktisk en positiv udvikling, fordi forandringer bliver opdaget tidligere. Hvis et modermærke ændrer størrelse, form eller farve eller begynder at klø eller bløde, bør man få det vurderet hos sin egen læge, fortæller Sigurd Broesby-Olsen

De fleste erfarne puslespilslæggere kender lykken, når den sidste brik ud af 1000 lægges, og motivet står knivskarpt for...
16/07/2026

De fleste erfarne puslespilslæggere kender lykken, når den sidste brik ud af 1000 lægges, og motivet står knivskarpt foran én. 🧩

Det er præcis den følelse, overlæge og professor i klinisk mikrobiologi Ulrik Stenz Justesen og molekylærbiolog Flemming Damgaard sidder med. De har måske løst puslespillet om, hvordan kræft i tarmen opstår.

Hvert år rammes mere end 5.000 danskere af tarmkræft. Hidtil har man ikke vidst hvorfor.

Længe har man tænkt, at der var noget med bakterien Bacteroides fragilis. En bakterie, som man ofte forbinder med tarmkræft. Men alle mennesker, raske som syge, har den bakterie. Flemming og Ulrik har dog fundet en virus, som inficerer den.

- Det største nye er, at vi har opdaget den her sammenhæng mellem en virusinfektion i tarmbakterierne hos folk med tarmkræft. Vi mener, vi har løst puslespillet, fordi vi ikke kan finde den virus hos folk, der ikke har tarmkræft, siger Ulrik Stenz Justesen.

Læs mere om opdagelsen og forskningsarbejdet, som nu venter forude, i det seneste Sund i Syd her 👇
https://regionsyddanmark.dk/om-region-syddanmark/presse-og-nyheder/magasinet-sund-i-syd/tema-om-brystkraeft/forskere-har-maske-lost-tarmkraeftspuslespillet

📸: Privat

Cheflæge på akutmodtagelsen: Sådan undgår du at blive indlagt med de typiske sommerskader 🏥- Vi kan undgå mange indlægge...
14/07/2026

Cheflæge på akutmodtagelsen: Sådan undgår du at blive indlagt med de typiske sommerskader 🏥

- Vi kan undgå mange indlæggelser med dehydrering, hvis vi bliver bedre til at tage vores forholdsregler og drage omsorg for hinanden.

Så klar i mælet er Poul Henning Madsen, som er cheflæge på Fælles Akutmodtagelsen på Odense Universitetshospital. Her er antallet af indlæggelser ikke højere om sommeren, end på andre tider af året, men det er ofte andre typer af skader, personalet skal behandle i sommermånederne. Dehydrering på grund af hede er en de mest udprægede årsager til indlæggelse i højsommeren. Indlæggelser, som ifølge cheflægen kan undgås.

- Det handler om at søge skygge, få nok væske og undgå fysisk aktivitet på de tidspunkter, hvor temperaturen er højst, siger Poul Henning Madsen.

Men det er ikke kun for lidt væske, der kan resultere i en tur på hospitalet.

- Det er meget vigtigt, at man ikke kun drikker postevand. Vi ser dagligt patienter, som bliver indlagt, fordi de har drukket så meget vand, at de har skyllet meget salt ud af kroppen. Derfor skal man huske at drikke noget, der indeholder salt, spise chips eller få mere salt mad end normalt, fortæller Poul Henning Madsen, som henstiller til, at man er ekstra opmærksom på, om ældre familiemedlemmer og børn har styr på væskebalancen.

De øvrige indlæggelsesårsager, akutmodtagelsen oftere ser om sommeren, er forbrændinger og skader relateret til insektbid og havearbejde.

- Det kan være øjenskader, fordi man ikke har brugt beskyttelsesbriller, da man brugte maskiner i haven, eller folk, der har ramt sig selv i benet med en sav eller en økse. Man skal følge de anbefalinger til beskyttelsesudstyr, der er, siger cheflægen, som også appellerer til, at man tænker sig om, når man griller.

- Jeg har særligt en opfordring til dem, der bruger engangsgrill på stranden. Husk at markere, hvor den står, og at fjerne den, når I er færdige med at grille, så der ikke er nogen, der kommer til at træde på den og bliver forbrændt, siger Poul Henning Madsen.

Når tiden er knap, og afstanden til nærmeste sygehus er lang, rykker akutlægehelikopterne ud med hurtig og specialiseret...
07/07/2026

Når tiden er knap, og afstanden til nærmeste sygehus er lang, rykker akutlægehelikopterne ud med hurtig og specialiseret behandling.

I 2025 var Danmarks fire akutlægehelikoptere i luften 4.246 gange og fløj i gennemsnit 11,6 gange i døgnet. Det viser en ny årsrapport for Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning.

Basen i Billund er én af de mest aktive i landet og stod for 1.289 flyvninger i løbet af året. Helikopteren rykkede især ud til:
• borgere i det vestlige og sydlige Jylland
• øer som Ærø og Langeland
• alvorlige hændelser med hjertestop, blodprop i hjertet eller hjernen og store traumer

Danmark har i alt fire akutlægehelikoptere, som regionerne driver i fællesskab.
Helikopterne er bemandet døgnet rundt af et crew bestående af en pilot, en præhospital akutlæge og en HEMS-redder (specialuddannet paramediciner) og kan sendes ud til alle dele af landet.

2025 blev også året, hvor fire nye topmoderne helikoptere gik i luften. Og som noget nyt er der blevet indsat udrykningskøretøjer på alle helikopterbaserne, der gør det muligt at køre til patienterne i situationer, hvor det ikke er muligt at flyve.

📸: Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning

06/07/2026

I 50 år har gravide fået deres vandrejournal på papir og haft den med til læge, jordemoder og scanninger. Men nu er vandrejournalen blevet digital med appen Min Graviditet.

Den nye app samler oplysningerne fra de besøg, du som gravid har været til i sundhedsvæsenet i forbindelse med din graviditet. Det betyder, at du får bedre overblik over dit forløb og efter hvert besøg kan se de nye oplysninger i appen.

For de sundhedsfaglige, der er omkring den gravide, betyder den nye digitale løsning, at de har hurtig adgang til oplysningerne fra den gravides besøg i andre dele af sundhedsvæsenet.

Det er kun graviditetsforløb oprettet efter, at den digitale løsning gik i drift den 2. juni, der kan vises i appen. Hvis dit graviditetsforløb er oprettet før denne dato, vil du derfor ikke kunne se forløbet i appen.

Appen Min Graviditet kan downloades gratis i App Store eller Google Play.

Læg telefonen væk og vær sammen med dine kære: Her er neurologens råd til at holde hjernen sund i sommerferien 🧠Sommeren...
04/07/2026

Læg telefonen væk og vær sammen med dine kære: Her er neurologens råd til at holde hjernen sund i sommerferien 🧠

Sommeren og sommerferien kan bruges til at skabe nye, sunde vaner.

Det mener Michael Oettinger, som er speciallæge i neurologi og cheflæge på Neurologisk Afdeling på Odense Universitetshospital.

Han har flere bud på, hvad man kan gøre for at forbedre sin hjernesundhed på denne tid af året, hvor vejret indbyder til at være udenfor, og hvor mange holder ferie.

- Det er vigtigt at være sammen med andre mennesker, og så er det godt at læse bøger og løse sudoku eller krydsord. Hjernen er en muskel, som har godt af at blive brugt.

- Det er også vigtigt at holde sig i gang og være fysisk aktiv. Undersøgelser tyder nemlig på, at hjernen er et af de organer, som har bedst af fysisk aktivitet. Så hvis man sørger for at gå eller løbe regelmæssigt, har det faktisk en positiv effekt på koncentrationsevne og hukommelse, fortæller han.

Cheflægen bruger til daglig mange arbejdstimer foran en computerskærm, når han skal holde møder og læse mails. I sommerferien erstatter han meget af skærmtiden med at læse bøger og lytte til podcasts, og så forsøger han at bryde med hverdagsrutinerne.

- Jeg vil gerne undgå at blive forstyrret, så jeg prøver at lægge mobilen væk og være i nuet sammen med de mennesker, der betyder allermest for mig. Og så forsøger jeg at lave gode søvnvaner, da jeg godt kan have en tendens til at komme for sent i seng og stå for tidligt op på hverdage, siger Michael Oettinger.

Sommeren har indtil nu budt på ekstrem varme både i Danmark og det øvrige Europa. Det er vigtigt at få væske nok for blandt andet at holde at holde hjernen frisk.

De såkaldte KRAM-faktorer - sund og varieret kost, ingen rygning, begrænset alkoholindtag og regelmæssig motion - er også afgørende for hjernesundheden, men ifølge cheflægen er sociale relationer, nok og god søvn samt reduktion af stress også meget vigtige for hjernesundhed og dermed værd at prioritere.

- Pauser er vigtige for hjernen, så slå notifikationer fra, læg telefonen væk i længere perioder og forsøg at få syv til ni timers søvn, lyder opfordringen fra Michael Oettinger.

Sømænd har langt til lægen, hvis de bliver syge eller rammes af en ulykke, når de er ude at sejle. Men faktisk er hjælpe...
03/07/2026

Sømænd har langt til lægen, hvis de bliver syge eller rammes af en ulykke, når de er ude at sejle. Men faktisk er hjælpen kun en opringning væk.

I mere end 30 år har læger fra Radio Medical på Esbjerg Sygehus & Grindsted Sygehus hjulpet søfarende på danske og internationale skibe over hele verden. Nu er aftalen med Søfartsstyrelsen forlænget frem til 2031, og dermed fortsætter den døgnåbne lægefaglige rådgivning til søs fra Esbjerg.

Radio Medical er bemandet af speciallæger fra blandt andet akutmedicin, neurologi, almen medicin og øre-næse-hals-sygdomme, som på skift har døgnvagt. De rådgiver om alt fra feber, infektioner og øjenskader til mistanke om blodpropper, alvorlige arbejdsulykker og andre akutte sygdomstilfælde.

Når sygdom eller ulykker opstår ombord, fungerer kaptajnen eller styrmanden som lægens forlængede arm og hjælper med undersøgelser og behandling efter vejledning fra lægerne i Esbjerg.

Når en søfarende kontakter tjenesten, er det ikke patienten, der kommer til sygehuset. Det er sygehusets ekspertise, der bringes ud til patienten – uanset om skibet befinder sig i Nordsøen, Middelhavet eller på den anden side af kloden.

Ordningen er i dag en af Europas største maritime telemedicinske tjenester og en central del af sikkerheden for søfarende langt fra land.

Om Radio Medical:
• Radio Medical Danmark blev etableret i 1995.
• Drives af Esbjerg og Grindsted Sygehus på vegne af Søfartsstyrelsen.
• Har hjulpet omkring 50.000 søfarende siden opstarten.
• Håndterer i dag næsten 5.000 henvendelser om året.
• Omkring 2.300 evakueringer og ilandsætninger er gennemført siden 1995.
• Er en af Europas største maritime telemedicinske tjenester.
• Den nuværende aftale med Søfartsstyrelsen løber frem til 2031.

Læs mere om aftalen på Søfartsstyrelsens hjemmeside 👇
https://www.soefartsstyrelsen.dk/nyheder/2026/maj/radio-medical-aftale-forlaenget

📸: Radio Medical-holdet på besøg på et Mærsk-containerskib i 2024. Foto: Kommunikation, Esbjerg og Grindsted Sygehus

Adresse

Damhaven 12
Vejle
7100

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Region Syddanmark sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Virksomheden

Send en besked til Region Syddanmark:

Del